Tramps er en dejlig lille fortælling, som jeg personligt meget godt kunne lide. Årsagerne er nok mere personlige end normalt, da der ikke ligefrem var en begejstret stemning i salen efter filmen. For selvom det blev tydeligt fra starten, at plottet måske ikke er noget ekstraordinært, så kunne jeg ikke lade være med at sidde med et smil på læben, hele vejen igennem. Det skyldes mere end noget andet det næsten uskyldige og varme visuelle sprog.

Historien handler i grove træk om en polsk-amerikaner, Danny, fra det lavere samfundslag, der bliver tvunget til at aflevere en kuffert i en handel, så han bror, der lige er røget i fængslet kan tjene nogle af sine sorte penge. Intet andet bliver forklaret til Danny, og da han bliver hentet af en pige, der også er blevet tvunget ud i dette ærinder, går det selvfølgelig helt galt, og de to er nødt til at slå plankerne sammen, hvis de vil redde deres skind.

Det kunne næsten ikke være et tydeligere maguffin-drevet plot, hvor du nok allerede på nuværende tidspunkt har forudsagt det meste af handlingen. Alligevel, så kunne jeg ikke undlade, at bliver forført af filmens charme. De to skuespillere, Callum Turner og Grace Van Patten, er bare dejlige sammen, og det er også på trods af, at de er klassiske arketyper. Han er den nervøse, lettere naive Shia Labeof-type, der har en tendens til at tale over sig, og hun er den moderne selvstændige kvinde, der ikke tager imod noget pis fra nogen andre, men alligevel fungerer de – for mig. Turner fremstår meget mere troværdig når han er akavet, end arketypen, og Van Patten er bund charmerende, fordi der hele tiden hviler en sårbarhed over hende, der langsomt kommer til overfladen.

Når det kommer til kameraarbejdet, er det også langt bedre end det har nogen ret til at være. Der bliver kreativt leget med, hvordan de lange indstillinger kan gøres interessante og dragende, uden at gøre opmærksomme på sig selv, som det ellers normalt er tilfældet, og bedst eksemplificeret i Birdman. Måden instruktør Adam Leon har lyst denne opgave på, er ganske enkelt ved at lade kameraet stå stille, alt imens karaktererne bevæger sig rundt i New York, der er som en karakter i sig selv, og skaber en større naturligt tæthed hos tilskueren.

Det lyder måske som sortsnak, og der kan argumenteres for, at det nok ikke er så begavet kameraarbejde, hvis jeg detaljeret kan beskrive det, men til det ryster jeg på skuldrene og siger, at det er en del af arbejdet.

For det korte af det lange er, at jeg bare godt kan lide filmen.