En animationsfilm for voksne.

Anomalisa er en stop-motion film om en forretningsmanden Michael Stone, der er bebyrde af hans monotone liv. Da han er ude på en forretningsrejse hører han dog pludseligt en stemme, og beslutter sig for at finde den, hvorefter hans kedsommelige tilværelse for alvor bliver sat på prøve.

Først og fremmest vil jeg gerne hylde filmen for at gøre brug af stop-motion. Ikke bare fordi det skiller sig ud fra mængden, men fordi filmskaberne forstår at udnytte de muligheder, der eksisterer i denne fortælleform. Der bliver på meget begavet og subtil vis leget med dette medie, på en måde så man føler sig intellektuelt stimuleret.

Denne meget kreative brug af mediet, spejler sig også i brugen af skuespillere. Der er ”kun” tre stemmer i filmen, og uden at afsløre for meget, er udførelsen lettere genial.

For meget er overladt til seeren.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det på ingen måde er en film for børn. Som amerikansk voksen film, er der selvfølgelig en masse ”chokerende” scener, som de fleste nok aldrig havde forventet at se i en animationsfilm, men det, der mere end noget andet gør filmen uegnet for børn, er de emner den behandler. Det er seriøse emner som eksempelvis depression og spørgsmålet om, hvad kærlighed er i den virkelige verden, i modsætning til den vi så ofte ser på film. Så paradoksalt nok, er filmen uhyggelig realistisk.

Oven i denne tunge grundstemning finder man en utrolig dyster historie, der stiller nogle vovede spørgsmål og er modig nok til ikke at svare fuldstændig entydig på noget, men i stedet efterlade det til tilskuerens fortolkningsevne – og heri ligger min store anke. Filmen er simpelthen for dyster og realistisk. Der er ikke meget håb at spore, når rulleteksterne viser sig på skærmen, og de tunge problemstillinger er mere end jeg kan bære.

Anomalisa er en virkelig sørgelig film. Ja, der en gennemgående sarkastisk tone, og en kreativ leg med selve brugen af stop-motion. Og tilsammen gør det filmen spiselig. Samtidig kommer man dog ikke uden om, at budskabet er noget skræmmende og måske ikke helt fint i kanten. Jeg har dog altid godt kunne lide Charlie Kaufman og finder filmens temaer ekstremt inspirerende om end stadig foruroligende. Det gør, at jeg inderst inde godt kan lide atmosfæren og filmen som helhed, men det betyder også samtidig, at den langt fra er for alle.