Et klaustrofobisk, men narrativt tyndt mareridt

I Backrooms bliver biografpublikummet introduceret til en af nyere tids mest sejlivede internet-fænomener. Baseret på den såkaldte creepypasta fra fora som 4chan, har gyserfortællinger om det interdimensionelle ”the Backrooms” slået sine folder, og skræmt folk fra vid og sans. Det lyder måske ikke som noget, der har meget med spillefilm at gøre, men det er alligevel lykkes den unge instruktør Kane Parsons, at strikke en vellykket en af slagsen sammen.

I filmen følger vi Clark (Chiwetel Ejiofor), der leder en møbelforretning. Han kæmper ikke bare med butikken og alkoholisme, men også med at komme sig over en nylig skilsmisse. Derfor besøger han jævnligt terapeuten Mary (Renate Reinsve), der er hans nærmest eneste kontakt til virkeligheden.

Den skrøbelige forbindelse begynder dog at smuldre, da Clark opdager, at elektricitet problemerne i butikken ikke skyldes en løs forbindelse, med derimod at butikkens kælder er forbundet til the Backrooms. Et interdimensionelt, drømmelignende rum, der måske på overfladen ligner vores virkeligheden, men det viser sig hurtigt, at det monokrome gule tapet, blot er første tegn på, at noget er helt galt i den uendeligt, klaustrofobiske labyrint.

Mere end bare visuel støj
Uden at afsløre mere, er det først, der er værd at pointere, at Backrooms lykkes med at skabe en effektfuld og ubehagelig stemning, mens vi følger Clarks udforskning af det mystiske rum. Ærbødigheden overfor forlægget har ikke stået i vejen for det primære mål, som har været at skabe en gyserfilm, der er vedkommende – så langt så godt.

For en ting er, om man kan gøre farven gul til synonym med mareridt, noget helt andet er, om man kan holde det vedlige i næsten to timer. Gennem en kombination af found footage, drømmesekvenser og det dystre i mennesket, er man engageret hele vejen igennem, også mellem de jump-scares, man selvfølgelig ikke kan have en moderne gyserfilm uden.

Et tomt rum for udviklingen
Der hvor illusionen dog lider et knæk, er når det kommer til karakterernes dybde. Selv med dygtige og oscarnomineret skuespillere som Chiwetel Ejiofor og Renate Reinsve, er der grænser for, hvor meget de kan løfte et par karakterer, der ikke besidder jordens største dybde. Man savner lidt, at i takt med, at vi begiver os dybere ind i Backrooms, at vi også ser uventede sider af Clark og Mary.

Det sker bare ikke, og vi må i stedet tage til takke med en række korte og klichefyldte flashbacks, der hurtigt putter dem ned i en kasse, så vi kan vende tilbage til den urovækkende stemning, som helt klart har været det vigtigste for Kane Parsons og co.

Derfor er Backrooms en udmærket gyser, der nok skal nå sit publikum, men ligesom hovedpersonen, bliver vi også efterladt med en åben slutning, og så er det op til os at fylde de mange huller ud. Ambitionsniveauet er helt klart højere end de fleste fladpandede amerikanske gyserfilm, men derfor er skuffelsen også ikke desto større, når selve plottet er så papirtyndt til tider. Kan man leve med den vage rammefortælling, skal man nok blive rystet, for filmen sætter en masse tanker i gang, man savner bare lidt, at det havde været lidt mere målrettet fra filmholdets side.