Bad Moms

Kategori Biografen af - juli 28, 2016
Bad Moms

En film om opgøret med moderidealet, curlingmoms og en kommentar til det amerikanske skolesystem.

5stars

Filmen omhandler den smukke, slanke og perfektionistiske Amy Mitchell. Mor til to, gift og ansat i et hipt kaffefirma. Hvad ellers kunne man drømme om? Amy er, trods sit perfekte liv, på randen af et sammenbrud og det hjælper ikke på det, at hendes mand er som et uhjælpsomt tredje barn.

En dag slår det klik for Amy, og hun sætter sig for at bryde med sine egne og andre kvinders ideer om, hvordan og hvornår man er en god mor. I stedet samler hun sig en gruppe af kvinder som også har fået nok, og sammen viser de verden, hvad det vil sige at være en ”Bad Mom”, og hvordan det både er sjovere, men også meget mere realistisk.

Et feministisk opgør.
Filmen Bad Moms er et sjovt og vittigt opgør med de idealer vi har om den gode mor. Den er lige tilpas provokerende og plat, at selv Hr. Og Fru. Danmark og USA kan være med. Og det fungerer overraskende godt.

Her sendes både ”kære” tanker til curlingmødre, den hvide mand og det amerikanske uddannelsessystem. Det krydrer bare filmen så tilpas meget, at den lige stiger et niveau fra de ellers så stereotype amerikanske komedie, til at blive en film med lidt mere at byde på.

Men det bedste ved det hele er, at den er sjov. Hvilket man bestemt ikke skal tage forgivet, når vi taler amerikanske komedier. At man så til gengæld skal passe på, eller blot have i mente, at denne film kun taler til en, om end lidt blandet, men i sidste ende hvid – øvre middelklasses -gruppe af kvinder. Her skinner den hvide feminisme for alvor igennem. Hvilket er helt fint, hvis man blot er bevidst herom. For ikke alle har midlerne og/eller overskuddet til at ”brokke” sig over, at de bliver kørt for hårdt, skal tænke på deres børns sundhed til skolens kagesalg, eller at de ikke har tid til at nyde morgenmaden for dem selv. Den slags er kun en lille privilegeret gruppe heldige nok til at kunne gøre op med.

Når det er sagt, så indeholder filmen nogle herlige karakterer, spillet af skuespillere med god energi – og så er det skønt, at se en mandlig hovedrolle spillet af en ikke-hvid mand. Samtidig er der ovenikøbet plads til to kvinder med tørklæde i filmen, selvom det kun er en lille bitte scene. Den slags er befriende, fantastiske, og måske små skridt på vej mod flere farverige film i det amerikanske filmlandskab.

Filmen får derfor også fem stjerner af mig. Den er helt klart værd at se, rigtig sjov og festlig, og med et skønt ideal om at være lidt politisk. Tak for det!

  • Release Date: 7/28/2016
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.