En jævn spinoff
Ballerina er ikke nogen nødvendig film, men ganske underholdende som et forsøg på at udbygge John Wick-serien. Selve John Wick er tydeligt sat ind efter nogle meget åbenlyse reshoots, men ellers får man, præcis hvad man forventer.
Med en ny instruktør bag roret (Len Wiseman), følger vi Eve (Ana de Armas). Da hendes far bliver myrdet, mens hun er barn, bliver hun placeret på skolen Ruska Roma, hvor John Wick også voksede op. Her får hun ikke bare lært, hvordan man skal håndtere våben og voldsmænd, men får også et formål med tilværelsen. Hun kan dog ikke lægge fortiden bag sig, så da mændene bag drabet på hendes far dukker op til overfladen igen, begiver hun sig ud på et ustoppeligt hævntogt.
Hvis ikke du allerede havde regnet det, er der tale om en klassisk hævnfortælling. Hunden er blevet erstattet med en far, men ellers er strukturen fuldstændig den samme som i den første John Wick. Det ville være synd at klandre denne forudsigelighed, da det er en del af franchisen, men når den er så åbenlys, skal den nævnes alligevel.
For det handler i bund og grund ikke om historien. Hvis man er interesseret i Ballerina, er man det for de neon belyste nattebilleder og eskalerende voldsscener – og det er præcis, hvad man får. Selvom instruktøren er en anden, ligner kameraarbejdet til forveksling det, som Chad Stahelski etablerede i sine film.
Monoton i sin forudsigelighed
Ana de Armas er en værdig aftager for Keanu Reeves, og filmen er fuld af velkoreograferet action fra start til slut, men som helhed er det ikke nogen særlig medrivende oplevelse. Der er så mange ens actionsekvenser, fuld af hjernedøde håndlangere, der stormer ind fra siden af billedet og løber ind i kuglen fra en pistol. Man sidder undervejs med en følelse af, at det mere er en række YouTube-videoer, der er klistret sammen, end en helstøbt biograffilm.
Du får stadig den ultimative fantasi, hvor hovedkarakteren er usårlig, og altid kan besejre, hvad end der bliver smidt deres vej, men det er også lidt kedeligt, når de kan klare alt, relativt ubesværet. Opløbet gør, at da vi endelig når til den afsluttende actionsekvens, der ikke bare involverer kreativ brug af to flammekastere, og flere slåskampe med selveste John Wick, er man slet ikke engageret, men fuldstændig mentalt tjekket ud.
Ballerina er ren fanservice, Ana de Armas gør det godt og fremstår troværdig, selvom hun er noget mere spinkel end den kanonføde hun nedlægger. Det er dog heller ikke en film, der gør noget, for at være mere end en spinoff, for fans af franchisen.
