En klassisk koncertfilm, men i 3D
Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D) er en koncertfilm, der tager biografpublikummet med på Billie Eilishs turné fra sidste år. Det er en koncertfilm, som man kender den. Vi får lov til at komme helt tæt på Billie Eilish under hendes optræden i Manchester sidste år, med enkelte vignetter til klassiske dokumentaroptagelsen fra dagen op til, hvor James Cameron har fulgt hende under forberedelserne. Det eneste tidspunkt man kan mærke, at den teknologiglade James Cameron er bag kameraet, er når man tager 3D-brillen på, for ellers kunne det lige så godt have været en unavngiven instruktør.
Der hvor filmen bliver virkelig interessant er ellers i de små interviews, hvor Cameron forsøger at forstå en meget følsom, ung kvinde, han ikke ellers har noget tilhørsforhold til. Som en person, der personligt kun kender til Billie Eilish for hendes oscarvindende sange, er det i disse svundne stunder, jeg kan mærke hende som andet end blot en populær popmusiker. Man kan heller ikke lade være med at smile lidt over, at James Cameron kan stadig ikke dy sig fra at stille ledende spørgsmål, der får hende til at lyde som en af de kvindelige protagonister fra hans egne film.
En kærlighedserklæring til hendes fans
Resten af tiden bliver som sagt brugt på at forsøge og genskabe den sanseoverflod, der er en Billie Eilish koncert. Ud over 3D-effekten, er det så mange kameraer, nogle gange opereret af Eilish selv, at der altid er en ny og intens vinkel at klippe til. Jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange vi krydsklipper til grædende fans, der, med mobilen i hånden, kæmper for at få vejret, når de skråler med på sangene.
Filmen med den mundrette titel, Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D), leverer det, den skal, men måske ikke helt det, man kunne have forventet. Man savner lidt at kunne mærke den unikke kombination af Billie Eilish og James Cameron, for det er på mange måder endt med at være en temmelig konventionel og klassisk koncertfilm, men med lidt flere gimmicks.
Der tales helt klart til de allerede indviede, når vi hører fra hendes fans, mens de venter i køen udenfor, og man kan forstå, at hendes musik har hevet dem ud af et sort, følelsesmæssigt hul. Derfor skal den nok også gå lige ind hos de fans, der gerne vil genskabe koncertfølelsen, men for alle dem som mig, der havde håbet på lidt mere, må man desværre nøjes med se til udefra.
