Kom med til Nangijala, hvor frihedskamp og kærlighed er stærkere end frygt
![]()
Bare kom, så hurtigt du overhovedet kan
Børn. Teater. Astrid Lindgren. Her er den: Formlen på at få børn til at sidde stille med åbne hjerter og empatien intakt.
Brødrene Løvehjerte har fået et lille løft ind i en anden tid og ramme, men det er i høj grad stadig en fortælling, der kan samle os alle.
Karl er indlagt på det kolde hospital, hvor alle de voksne gemmer sig bag masker og ord, der ikke er til at forstå. De ved noget. Noget, som Karl ikke ved. Jonatan ved det også.
Jonatan er modig, som kun en storebror kan være det. Men Karl er mindst lige så modig, han ved det bare ikke endnu. Men dér på den kolde, hvide gang, hvor tiden står stille, sker der noget frygteligt. Ikke kun for Karl, men for begge brødre.
I Nangijala, som er det, man kommer til, efter man ikke er på jorden mere, er der langt fra fred i dalene. Her hersker Tengil, der vil eje og bestemme over alt og alle. Med dragen Katla kan han undertrykke dem alle. Men nogen gør modstand.
Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte har altid været spændende læsning. Det er en fantastisk historie i sig selv, men der er samtidig så mange detaljer, der peger tilbage på spørgsmålet: Sker det her virkelig, eller foregår det hele i et døende barns fantasi?
På mange måder er det spørgsmål alt andet end børneteater, men Astrid Lindgren har altid været undtagelsen, og det er denne opsætning på Teatret Zeppelin også.

Er du bange? Ja, men jeg gør det alligevel.
Rex Leonard spiller Karl, og han skal ikke bare løfte den sårbare dreng op, ud og væk fra sygesengen sammen med den frygt, der følger med, han skal være fortælleren, der guider børnene med på sin rejse og vej. Det lykkes glimrende, og Rex Leonard formår at være relaterbar for børnene, der anbefales fra 7 år og op.
Hampus Egelund Ahlberg spiller Jonatan. En rolle, der på mange måder er endimensionel.
Jonatan er en konsistent karakter, men der er ikke nogen udvikling. Han er modig hele vejen igennem og altid et forbillede. Men Hampus Egelund Ahlberg spiller ham kækt og på en måde, så publikum ser op til ham uden at miste interessen.
Morten Burian og Sunniva Gregersen har travlt med at spille de mange hjælpere og modstandere, de to brødre møder på deres vej. Morten Burians fortolkning af Tengil er bemærkelsesværdig og imponerende uhyggelig, især når han bliver fremstillet via skyggespil. Jeg er glad for, at jeg sad på bagerste række. Det er få og simple virkemidler, men der skal ikke mere til, og det er opløftende at blive mindet om.

Ja, jeg ser lyset
Scenografien er på samme tid minimalistisk, men alt er formålsbestemt og funktionelt. Vores fantasi er selvfølgelig aktiv medspiller, men hvornår kræver teater ikke det?
Orvar er fanget i Katlagrotten, og det er op til Karl og Jonatan at befri ham. I denne opsætning er Orvar en dukke, der tydeligt viser, hvor længe han har siddet fanget. Han er næsten ikke andet end skin og ben, og her vender vi tilbage til, at når der arbejdes med Astrid Lindgren, så er mere tilladt. Uforklarligt, men sandt. Alle på scenen er med til at gøre Orvar levende, og det er overrumplende autentisk.
Brødrene Løvehjerte på Teatret Zeppelin er et friskt opdateret bud og børneteater, der tør lade børn få et glimt af en anden og mere indviklet del af livet. Der er dukkespil, der er skyggespil, der er skuespil, der møder sit publikum i øjenhøjde, der er ånden af Astrid Lindgren.
Hvad mere kan man nogensinde ønske sig?

Brødrene Løvehjerte spiller fra 24. september til 21. november. 2026. Teatret Zeppelin.
Varighed: 75. minutter
Medvirkende: Rex Leonard, Hampus Egelund Ahlberg, Morten Burian, Sunniva Gregersen. Instruktør: Amanda Linnea Ginman. Dramaturgisk konsulent: Sonja Ferdinand. Kunstnerisk sparringspartner: Mie Brandt. Scenograf og kostumedesigner: Veronica Fabon. Realiserende scenograf: Sol Patrick Ravn. Lyddesigner, komponist & afvikler: Rasmus C. Månsson. Lysdesigner: Malthe Haugaard. Dukkemagere: WAUW, Lauréline Gormsen Démonet. Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen. Rekvisitører: Katja Neergaard, Klara Sjöholm. Kostumier: Hanne Mørup. Produktions- og byggeleder: Oliver Söderlund Schack. Bygger: Jonatan Møller Larsen. Hands v/ byg: Krown Krew.