De menneskelige efterdønninger af krigen
Med De forbandede år 3 – Fredens pris, vender vi endnu engang tilbage til familien Skov. Året er 1945 og krigen er slut. Danmark er endelig blevet fri fra tyskernes undertrykkelse, men det har ikke bare splittet landet, men også familien. Efterdønningerne fra besættelsen kan mærkes i alle aspekter af samfundet.
Karl Skov (Jesper Christensen) bliver forholdt sit samarbejde med tyskerne, samtidig med at ægteskabet er ved at falde fra hinanden. Sønnen Aksel (Mads Reuther), der kæmpede mod tyskerne, befinder sig pludselig i en prekær situation, hvor hans drøm om et forandret Danmark ikke lader til at være lige så enkelt på fredelige Christiansborg, som en pistol i hånden under krigen.
Det er blot to af de historier, filmen giver sig i kast med, for samtidig med at Danmark genopbygges, forsøger familiens to andre børn, Valdemar og Helene, også at genopfinde sig selv, selvom de også har sår på sjælen.
Den forhastede trilogi
Jeg har det meget ambivalent med Anders Refns trilogi om de forbandede år. Det har altid været et enormt spændende projekt, og det er selvfølgelig godt for ham, at han efter mange års prøvelser endelig har fået lov til at filmatisere den historie, han så inderligt har ville fortælle.
Det blev dog aldrig til nogen tv-serie, men en filmserie. At der ikke er tid, kan mærkes i alle tre film, men allermest i dette afsluttende kapitel.
Vi får ellers serveret en masse spændende skæbner, når vi følger medlemmerne af familien Skov. Problemet er bare, at der ikke rigtig tid til nogen af dem. Det er faktisk så lidt tid, at eksposition ikke så meget eksisterer for at hjælpe publikummer med at forstå, hvad der foregår, men primært eksisterer som bindeled mellem de mange tidsspring fra den ene scene til den anden.
Så mange interessante mellemregninger er blevet klippet ud af historien, og det til en sådan grad, at vi fx må nøjes med at høre om en højesteretsdom i stedet for at se den. Havde det været en tv-serie, ville et helt afsnit have været dedikeret til det plotpunkt, men i filmen er det blevet reduceret til en sidebemærkning, og sådan går det med rigtig mange af familien Skovs historier, ellers er der ganske enkelt ikke plads til dem alle i løbet af blot to timer.
En værdig afsked
Det store trækplaster er derfor skuespillerne. Alle familiens medlemmer er velcastet, og er også vokset i troværdighed hen over trilogien. Det er dog stadig Jesper Christensen, som i fortjener at blive fremhævet for sin unikke evne til at tilføje en menneskelighed og naturligheden til den meget karikeret rolle som familieoverhovedet. Hans replik vinder ikke ligefrem nogen lyriske priser eller genopfinder den dybe tallerken, men man tror altid på ham som et ægte menneske.
Med De forbandede år 3 – Fredens pris, får vi afsluttet historien, og dermed også en trilogi, der dækker Danmark før, under og efter 2. Verdenskrig
Det blev aldrig til nogen storslået serie, der virkelig vakte min personlig begejstring eller virkelig udfordrede selvforståelse af Danmark og danskernes rolle under krigen, men som et indblik i det menneskelige perspektiv, har serien til alle tider haft sine meritter.
Som akademisk projekt og ikke mindst som Anders Refns passionsprojekt, står filmene tilbage som et samlet værk, når det kommer til at vise, hvordan Danmark blev berørt af tyskernes krigsførelse. Og den tredje del er helt klart den mest spændende, fordi vi så sjældent har fået portrætteret, hvordan Danmark så ud i årene efter krigen.
At der så ikke er tid nok til at gå i dybden med nogle af historier, er igen et eksempel på, hvordan serien i virkeligheden havde fungeret bedre som en serie, men ligesom familien Skov ikke altid kan få det, de virkelig ønsker, må man nogle gange tage til takke med det, man kan.
