Et underholdende, men overraskende intetsigende drama
Med Dead Man’s Wire tager instruktør Gus Van Sant os med tilbage til 1970’erne. Her møder vi den desperate forretningsmand Anthony Kiritsis, der i ren afmagt tager en bankrådgiver som gidsel i et forsøg på at stoppe sin tvangsauktion.
Bankrådgiveren får et haglgevær fastspændt til hans hoved og Kiritsis hånd, så ethvert forsøg på at fravriste våbnet, vil medføre dødelige konsekvenser. Vi har tydeligvis med en utilregnelig person at gøre, og mens politiet forsøger at stoppe ham, stiger interessen fra pressen, der kun gør forhandlingerne mere besværlige og uforudsigelige.
Samfundsportræt uden nogen stillingtagen
Det er virkelig en pudsig historie, baseret på virkelige hændelser. For ganske vist er der en enorm merit i at fortælle historien om Tony og hans kamp mod storkapitalen, der bare fortærer alt på sin vej uden nogen som helst form for hensyntagen, men hvorfor lige netop valget af denne historie, og ikke mindst den måde, den bliver fortalt på, efterlader en med flere spørgsmål end svar.
Fx tages der ikke rigtig nogen etisk stilling til, hvorvidt det, Meridian Mortage har foretaget sig, er korrekt eller ej. Der bliver ikke peget fingre ad nogen andre end den gamle kapitalnisse i form af Al Pacino, der siddende bliver hævet ind i et par scener for at give den mest klichefyldte karakter en smule gravitas.
Når man ikke vil tage stilling til nogen af de større samfundsemner, ender det derfor med at være et rendyrket gidseldrama. Det kan selvfølgelig være underholdende, men er også en smule snæversynet.
På samme måde er Bill Skarsgård måske enormt seværdig, selv når han forsøger at spille en ordinær person, men der er grænser for, hvor fængslende han kan være, når resten af filmen er så ligetil, uden store armbevægelser eller ambitioner.
Forsøgt reddet i klipperummet
Når man ikke vil tage nogen chancer med historien, lader det det tunge arbejde skubbet over på klipperen, der også for alvor bliver presset til det yderste. Rigtige arkivoptagelser, skæve billedbeskæringer, falske tv-optagelser, stillbilleder og et hav af 70’er musik giver helt klart filmen en smule liv og minder os hele tiden om, at vi befinder os i en anden tid. Det er dog mere effektdrevet end reelt dybsindigt.
Det har sikkert været sjovt for Gus Van Sant og resten af holdet at fortælle en historie om noget, der kan virke nærmest trivielt i dag, nemlig en gidseltagning. For det var ikke altid normalt, at amerikanere bevæbnede sig, når de følte sig forurettede, og endte med at rydde hele sendefladen.
Det var en enklere tid, og det er da også det mest tankevækkende, hvor meget verden har ændret sig siden februar 1977. Som helhed bliver Dead Man’s Wire dog aldrig nogen tankevækkende film. Det er solidt filmhåndværk, og Bill Skarsgård er god, men resten af produktionen kører på automatpilot.
Hvor ironisk det end lyder, har vi set det hele før, og det lykkes ikke for Gus Van Sant og co. at bidrage med noget, som ikke allerede er blevet sagt bedre og tydeligere før.
