En thriller, der aldrig får udfoldet sit potentiale
Med Den hemmelige kvinde er instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg ikke bare vendt tilbage til Netflix, men har ligesom med Kærlighed for voksne, endnu engang filmatiseret endnu en af Anna Ekbergs romaner.
Denne gang følger vi Louise Andersen (Natalie Madueño), der lever et idyllisk liv på en norsk ø, hvor hun driver en restaurant med hendes forlovede Joachim (Pål Sverre Hagen). Freden var dog ikke ved, for da en fremmed man en dag møder hende og fortælle, at hun i virkeligheden hedder Helene Söderberg. Ikke nok med, at hun angiveligt forsvandt for tre år siden, så har hun også en familie og et barn i Danmark. Det hele er noget rod, men hendes fortid viser sig hurtig at være endnu mere kompliceret, og efterhånden som hun begynder at afdække sandheden, er der tilsyneladende ikke nogen grænser for, hvor mange hemmeligheder, der gemmer sig under overfladen.
Courtesy of Netflix
En gennemsnitlig Netflix-oplevelse
Det er en rigtig Netflix-film på godt og desværre også ondt. Intet er overladt til seerens fortolkningsevne, for enhver tvivl bliver verbaliseret i en sådan grad, at man slet ikke kan nå at tænke over, hvad karaktererne føler og tænker – de siger det nemlig hele tiden. Dialogen er så tåkrummende og unaturligt direkte, at man tikker og beder om bare en enkelt karakter, der ikke fortæller alt, hvad der foregår i deres hoved.
Så hjælper det lige lidt, at man har samlet et skandinavisk ensemble fuld med stjernestøv i form af Claes Bang, Natalie Madueño, Pål Sverre Hagen og Stina Ekblad, for par at nævne et par stykke. Der er kun så meget, de kan opveje for et manuskript, der ikke giver dem lov til at operere i den gråzone, hvor dygtige skuespillere virkelig kommer til deres ret.
Courtesy of Netflix
En overraskende lydoplevelse
Det eneste element, der emmer en smule af skaberkraft, er lydsiden, nærmere bestemt underlægningsmusikken. Musikken er alstedsnærværende og ligesom resten af filmen, er den ikke ligefrem subtil i måden den gør sig bemærket og aktivt stemningsskabende rolle, men til forskel fra dialogen forbedrer det faktisk helhedsoplevelsen. Komponisterne har virkelig fået lov til at give den hele armen, hvorfor der også noget usædvanligt er krediteret hele tre af slagsen.
Den hemmelige kvinde er på et helt grundlæggende niveau en funktionel spændingsfilm. Præsentationen fejler intet, skuespillerne er dygtige og lydsiden er overraskende vellavet for en dansk streamingfilm. Manuskriptet er til gengæld så generisk som noget kan være, og dialogen lider stadig under Netflix’ velkendte krav til, at alle skal kunne følge med i historien, også når man ikke har øjnene rettet mod skærmen. Efterhånden som handlingen skrider frem, og plottet er mindre vigtigt, bliver de åbenlyse mangler mindre fremtrædende, og så er det lettere at nyde selve filmhåndværket, men det ville have været rart, hvis ikke man var tvunget til at tage til takke med en halvfærdig filmoplevelse.
