Et elegant og unikt melodrama.

I filmen følger vi Sophie (Katja Riemann), der er en bryllupsplanlægger og aspirerende sanger. Livet kører ikke ligefrem på skinner, men der bliver vendt op og ned på det hele, da hun en dag bliver ringet op af hendes far, der er overbevist om, at han har set hendes afdøde mor. Det viser sig, at han er faldet over en amerikansk operasangerinde, ved navn Caterina Fabiani. Hun ligner moren som to dråber vand, men hvad skal det hele egentlig betyde, og er hun virkelig en dobbeltgænger? Der er alt for mange spørgsmål, som holder faren vågen om natten, derfor bliver Sophie sendt en tur til New York for at møde Caterina, og det skal vise som værende startskuddet til det, der bedst kan benævnes et ”High-art melodrama”.

Melodrama for viderekomne.
For der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er et melodrama, selvom det til tider kan være svært at se. Det skyldes ikke mindst, at karaktererne reagerer unaturligt afdæmpet med hensyn til de overraskende familierelationer og kærligheden, der opstår. Det hele kunne være endt meget galt, når man tager næsten alt det, der kendetegner en genre ud, men det lykkes alligevel at få det hele til at gå op i en højere enhed – sådan da.

Man kommer nemlig ikke uden om, at filmen er lige en tand for langsom og tendenserer til det kedelige, fordi det tager et stykke tid at fange, hvor filmen vil hen. Balancen skabes dog af Katja Riemann, der på trods af hendes underspillede præstation er betagende og charmende, gennem den absurde historie, der sender end rundt på forskellige ærinder.

Den tabte verden er en noget finurlig film. Med en semi-seriøs mine bevæger vi os ned i familiære forhold, der ville få de fleste sæbeoperaer til at ærgre sig. Det kunne unægtelig have endt meget galt, men den fornemme balancegang fra skuespillernes side, og den afdæmpede og naturlige tilgang til livets overraskelser, gør Den tabte verden værd at se, om ikke andet for at opleve, at der faktisk findes nuancer af melodrama.