Drama for mystikkens skyld
Det er med en enorme ærefrygt, at man går ind i biografen for at se Steven Spielbergs nye film, Disclosure Day. Ikke nok med, at den erfarne mand har formået at fortælle menneskelige dramaer og holde sig vedkommende i en industri, der er under konstant forandring, på en måde som ingen anden 79-årig instruktør kan bryste sig af, er det alligevel længe siden, han sidst kastede sig over science-fiction genren. Derfor er forventningerne også enorme, når den mesterlige instruktør, ikke bare serverer et originalt sci-fi mysterium, men ovenikøbet med en historie, han selv har pitchet.
Spørgsmålet er bare, om magien fra Nærkontakt af tredje grad stadig er intakt, eller om omstillingsparatheden er blevet det dominerende karaktertræk med årenes løb.
@ Universal Studios. All Rights Reserved.
Ironisk rolleskift
I de sidste 20 år har J.J. Abrams været en toneangivende instruktør i Hollywood. Hvad end det har været genoplivningen har Mission Impossible, Star Trek og seneste Star Wars, kan man ikke være i tvivl om, hans effekt på industrien. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Abrams altid har været enormt inspireret af Steven Spielberg, i både visuelle udtryk og stemning, og med Super 8 tydeligt forsøgte at lave en Spielberg-film.
Derfor er der noget ironisk over, at Steven Spielbergs seneste film, Disclosure Day, leder tankerne mod Abrams, der altid har været en billig efterligning. Hvad end det er markedsføringen, der er som taget ud af Mystery Box-drejebogen, dialogen, der er fuld af indforstået udenomssnak, eller sågar de berygtede lens flares, som i perioder blænder hele skærmen, endda allerede i den første scene.
@ Universal Studios. All Rights Reserved.
Overfladisk skærmtid
Der er også noget rammende ved, at så meget af historien udspiller sig på skærme og mobiler. Man savner virkelig den gamle Spielberg, der var fascineret af virkelige mennesker og det ukendte ude i horisonten. I stedet bliver det meste af tiden brug på at afdække et ikke særligt kompliceret eller tankevækkende mysterium, mens kameraet er fastlåst på Emily Blunts ansigt, mens hun nedstirrer andre mennesker og fortæller deres livshistorie til dem.
Colman Domingo kan stadig fastholde ens interesse med sin dybe røst og Josh O’Connor er så skæv en skikkelse, at han man sagtens kan forstå, han føler sig malplaceret i verden, men ellers er manuskriptet fuldt fokuseret på at skubbe handlingen fremad, og så udfylder ensemblet hovedsageligt rollen som plotfunktioner, der ikke altid giver logisk eller emotionel mening.
I sidste ende efterlader Disclosure Day publikum med en noget flad fornemmelse. Der bliver smurt tykt på med mystikken, men bag det hele er der overraskende lidt på spil. Man sidder tilbage med følelsen af, at dramaet mest eksisterer for dramaets skyld. Spielberg kan præsentere det overfladiske skuespil og de utroværdige karakterer, så man næsten glemmer, hvor tomme kalorierne er, men kun næsten. Produktionen er velsmurt, men langtrukken og lider under den manglende følelsesmæssige kerne, som den ellers giver sig ud for at have, og det er lidt skuffende, når man ved, hvad Spielberg har leveret gennem sine mere end seks årtier bag kameraet.
