Dobbeltfejl

Kategori Biografen af - september 24, 2026
Dobbeltfejl

Når beskyttelse bliver til mistillid

Ubehaget spreder sig i det lille lokalsamfund, hvor misinformation, venskaber og ønsket om at beskytte sine børn flettes sammen i en intens og barsk thriller.

Hvor langt er man villig til at gå for at beskytte sit barn? Det spørgsmål bliver sat på spidsen i Dobbeltfejl, hvor rygter, misinformation og mistillid hurtigt får deres eget liv, mens forældrenes ønske om at beskytte deres børn risikerer at gøre situationen endnu værre. Filmen er baseret på en bog af forfatteren Anne Mette Kirk, der her bliver vækket til live af instruktør Amalie Næsby Fick.

© Henrik Ohsten

Når beskyttelsen tager over
Et lille lokalmiljø rystes efter et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng, begået af to skolekammerater. Da den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen) opdager, at hendes søn er involveret, må hun beskytte ham – koste hvad det vil. De voldsomme begivenheder sætter en indædt kamp i gang mellem drengene og ikke mindst deres mødre. Midt i konflikten står Anne Sofies mangeårige venskab med Sara (Sofie Gråbøl), hvis søn er det påståede offer.

Forældrenes behov for at beskytte deres børn står helt centralt i Dobbeltfejl. Men filmen undersøger også, hvad der sker, når dette behov tager overhånd. Mistilliden vokser, politiets arbejde bliver mødt med skepsis, og forældrene begynder selv at blande sig i forsøget på at finde ud af, hvad der er sket.

I et lille lokalsamfund skal der samtidig ikke meget til, før en mistanke udvikler sig til et rygte, og et rygte nærmest bliver behandlet som en sandhed. Misinformationen spreder sig hurtigt og påvirker ikke kun de direkte involverede familier. Også venskaber og relationer bliver sat på prøve, efterhånden som flere mennesker bliver trukket ind i konflikten.

Noget af det mest effektive ved filmen er, at ubehaget ikke forsvinder, selv når nogle af brikkerne begynder at falde på plads. Tværtimod bliver det næsten værre at se, hvordan situationen fortsætter med at udvikle sig. Man sidder tilbage med følelsen af, at det hele kunne være blevet stoppet langt tidligere, hvis frygt og behovet for at beskytte sine egne ikke havde fået så stor magt.

© Per Arensen

Et stærkt og ubehageligt drama
Filmens skuespilspræstationer er med til at gøre konflikten troværdig. Karakterernes desperation, vrede og frygt mærkes, selv når man har lyst til at råbe ad dem for de valg, de træffer. Det er en thriller, der flere gange fik mig til at have lyst til at lukke øjnene og bare få det hele til at stoppe. Ikke fordi filmen nødvendigvis er voldsom at se på, men fordi situationen bliver mere og mere ubehagelig, og man som publikum kan mærke, hvordan handlinger og beslutninger får stadig større konsekvenser.

Titlen Dobbeltfejl stammer fra tennis, men undervejs får begrebet næsten en større betydning. Filmen er fyldt med fejl, der fører til nye fejl, mens konsekvenserne vokser.

Dobbeltfejl er en barsk, intens og særdeles ubehagelig thriller med forrygende skuespilspræstationer. Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl skinner i deres respektive moderroller, mens Asta August ligeledes leverer en stærk præstation. En medrivende og nervepirrende film, der bliver siddende i kroppen længe efter rulleteksterne. Flere gange havde jeg mest af alt lyst til at lukke øjnene og få det hele til at stoppe – ikke på grund af voldsomme billeder, men fordi situationen bliver næsten ulidelig at være vidne til.

Skrevet af
Kommentarer er lukket.