Doctor Sleep

Kategori Biografen skrevet af - november 07, 2019
Doctor Sleep

En uhyggelig gyserfilm, der vækker minder til originalen

Der er ingen tvivl om, at Doctor Sleep er en teknisk veludført og ganske uhyggelig gyserfilm. Det er den type gyser, som jeg virkelig elsker at se, hvor det handler mere om at skabe en ubehagelig og nervepirrende stemning, i stedet for at smide om sig med overvældende mængder blod og jump-scares.

Den lange spilletid, på to en halv time, bliver brugt til at underbygge denne stemning, når vi følger den nu aldrende Danny Torrance, som har levet en utilpas og traumatiseret tilværelse efter begivenhederne i Ondskabens Hotel, for snart 40 år siden. Havde det været en helt nyy film, om en mand med ar på sjælen, der bliver nødt til at konfrontere et barndomstraume og slutte fred med sig selv, for at hjælpe en ny generation, ville jeg helst sikkert synes bedre om den, fordi det tekniske håndværk er så godt, og stemningen så dragende.

Bliver holdt tilbage af originalen
Desværre, fristes man næsten til at sige, er det jo en efterfølger til Stanley Kubrick filmen fra 1980, hvilket ikke bare tyder, at ikonografien nærmest bliver kannibaliseret på visse tidspunkter, men også, at vi hele tiden bliver mindet om originalen, gennem flashbacks, nye minder og selvfølgelig det dæmoniske hotel på bjergtoppen. Det er alt, hvad man ville forvente, når man har licensen til den forrige film, men det virker en smule malplaceret, at dyrke det i så høj en grad, med tanke på, at dette er en helt anden film end Kubricks.

Eksempelvis, handler det langt fra kun om Ewan McGregor som Danny Torrance. Vi følger også på skiftevis gruppen, The True Knot, der lever af at fortærer andre menneskers overnaturlige evner, også kaldet shine, men også den unge teenager Abra, der besidder en meget kraftfuld shine. Ondskaben i denne kontekst er derfor mere håndgribelig, end i Kubricks hænder, og man kan næsten allerede regne ud, at Abra og Danny ender med at slå pjalterne sammen. Havde de ikke kaldt deres evne for ”the shine”, kunne det næsten have været en helt selvstændig fortælling, da Danny er den eneste forbindelse, til den ellers uhåndgribelige ondskab i den første film.

Moderne tendenser
Mange af de nye elementer, leder tankerne i retning af moderne filmtendenser, hvor superhelte sidder tungt på biografkalenderen. Men selvom evnen til at shine bliver portrætteret som en superkraft, tager det heldigvis aldrig overhånd eller underminerer den gyselige stemning. Godt hjulpet på vej af en velspillende Ewan McGregor, der tilfører en implicit fortvivlelse til den lavmælte Danny, men også Rebecca Ferguson, der i den helt anden boldgade, er frygtindgydende ond som lederen Rose the Hat.

Doctor Sleep en bundsolid gyser. Den fokuserer på stemningen og historien, så når der sker nogen voldsomt, føles det lige så. Paradoksalt nok, havde den nok været bedre, hvis den slet ikke havde nogen forbindelse til Ondskabens hotel, fordi den er så anderledes, at man sagtens kunne have været foruden de mange visuelle markører.

Den unge teenager Abra er også lidt for cool, når man tænker på, hvad hun udsættes for, og henimod slutningen, er der nok lidt for meget fokus på æstetiske actionsekvenser til min smag, men som en opfølger til en historie, der allerede var afsluttet, er den langt mere kunstnerisk og fængende, end så mange andre moderne genoplivninger af ikoniske 1980’er film.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her