En tankevækkende thriller
Doktor Glas er på mange måder en moderne psykologisk thriller, hvor vi følger den unge, ensomme læge Gabriel Glas, som lever et tilbagetrukket liv afskåret fra samtidens overfladiske idealer. Gabriel bliver dog trukket ind i et net af løgne og moralske dilemmaer, da han modedesigneren Helga Gregorius opsøger ham og afslører sit ulykkelige ægteskab med forfatteren Patrik Gregorius. I forsøget på at redde Helga overskrider han gradvist sine egne, klare grænser, mens vi i fællesskab udforsker, hvordan kærlighed forvrænges, når begæret overtager.
Når man ikke kender til kærlighed
Jeg har svært ved at se, hvad målet med denne psykologiske thriller er, ud over at udstille en overfladisk tidsalder. Der er selvfølgelig noget interessant over at have en hovedperson, som måske fortæller sig selv, at han kæmper mod netop den overfladiske tidsalder, men i virkelig må siges at være præcis det, han foragter. Selvom han er en højtuddannet læge og ser godt ud, er Gabriel en følelsesmæssig afstumpet mand, der aldrig har haft nogen intim relation og går gennem livet som et spøgelse, uden retning eller mål med tilværelsen.
Alt ændrer sig dog, da han møder Helga, og hun bliver hans patient. Hun kæmper med et hav af psykiske og fysiske lidelser, og ikke nok med det, har hun også en mand, der mod hendes vilje, vil have sex med hende hver eneste dag.
Den historie vækker hans beskytter trang, men det er ikke så meget kærlighed, som en besættelse, han kan mærke, og selvom Gabriel ikke er klar over, hvor meget han har objektiveret Helga, sætter det gang i nogle følelser i gang, som Gabriel aldrig tidligere har følt.
En verden i ubalance
Det lyder som en meget ligetil spændingsfilm, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Alle har flere grunde til at lyve, og gør det da også jævnligt, hvorfor publikums helt store opgave bliver at afkodet al det dobbeltspil, der udspiller sig på lærredet.
Når jeg så alligevel er lidt betænkelig ved filmen, skyldes det netop hovedkarakteren. Det er svært at afkode om instruktøren finder ham ynkværdig eller foragtelig. Gabriel Glas er bestemt ikke nogen heroisk skikkelse, men også så let at manipulere, at det til tider kan fremstå som om, han bare bliver kørt rundt i manegen af Helga, Patrik og alle de andre. Han er ikke ligefrem nogen Patrick Bateman fra American Psycho, men han er lige så virkelighedsfraværende og uden selvindsigt. En svensk “psycho” kan der måske være tale om.
Det er også et tankevækkende samfundsportræt, der tegnes, hvor den eneste som stopper åbenlys magtmisbrug, nepotisme og dekadens er en mand, der inderst inde er drevet af de samme skavanker.
Doktor Glas er en interessant skildring af ikke bare en mand, men en hel verden i ubalance. Hvor ingen er oprigtige og de færreste virkelig kender sig selv. Efterhånden som historien skrider frem, står det klart, at mange af Gabriel, Helga og Patriks problemer ville kunne løses, hvis bare de var mere ærlige i stedet for kontrollerende. Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg egentlig bryder mig om filmen som helhed, men den har i hvert fald sat nogle tanker i gang om, hvordan vi ser og omgås hinanden.
