En bearbejdning af sorg
I den japanske film Drive My Car følger vi skuespilleren og instruktøren Yûsuke Kafuku, der lever set sted udefra meget modsætningsfuldt liv med sin kone i centrum. Deres passionerede og strukturerede forhold har dog fungeret i årtier, men da en tragedie indtræffer, bliver Yûsuke pludselig tvunget til at tage sit liv op til revision.
Den introverte protagonist
Det er en film, der på meget subtil vis bearbejder sorg, og som virkelig bliver styrket af, at den udspiller sig i Japan, hvor der er så stærk en høflighedskultur, at tingene sjældent bliver sagt råt og direkte. Hidetoshi Nishijima, der spiller Yûsuke, er også en anderledes hovedrolle, ikke blot fordi han er enormt passiv, men fordi han slet ikke forsøger at være charmerende, som vi ellers er vant til at vores protagonist skal være – også når det ikke giver nogen mening. Kombineret med hans meget underspillede stil, kan man virkelig mærke, at det er en mand, der har lang vej endnu, før han opnår soning.
Der er også masser af symbolik, som det bliver overladt til publikum at fortolke. Såsom den 40 år gamle Saab 900, Yûsuke bliver kørt rundt i. Den skiller sig ikke bare ude fra havet af Hyundai-hybridbiler, men signalerer også, at vores protagonist er fuldstændig fanget af fortiden – eller det er i hvert fald min fortolkning.
Der er meget at give sig i kast med for publikum, og selvom jeg på et teoretisk plan kan anerkende filmen for alle dens styrker og åbenlyse meriter, må jeg også være ærlig og skrive, at den havde svært ved at fastholde min interesse i løbet af sine tre timers spilletid.
Kræver meget af sit publikum
Det er fuldt fortjent at Drive My Car vandt Oscaren for bedste internationale film, da den er enormt vellavet, og den giver sig virkelig tid til at fortælle sin historie, i sit eget magelige tempo, og på sin helt egen kompromisløse måde. Men det betyder også, at hvis man som jeg ikke var i humør til det, eller ikke har lyst til at se en film, der forlanger så meget af seeren, skal man nok heller ikke forvente den helt store biografoplevelse.
Jeg har ikke noget problem med at rose filmen, da den helt klart er værd at se, for dens introverte bearbejdning af tab og portrættering af vidt forskellige skæbner, som Yûsuke møder på sin vej. Det er dog bare med det forbehold, at den kræver enormt meget af sit publikum, og man skal derfor være mentalt indstillet på at se den, for ikke at blive dybt skuffet.
Det hører dog med, når man som instruktør Ryûsuke Hamaguchi gerne vil lave film, der udtrykker og rummer mere end forfladiget underholdning. Film som denne rammer ikke nødvendigvis alt og alle fuldstændig, da de har lidt mere at byde på end stort opsatte blockbusterfilm, som er blevet fuldstændig fabrikeret til at nå ud til så mange mennesker som muligt. Så selvom filmen ikke ramte mig personligt, vil jeg stadig anbefale den, og synes du bør overveje at se den, om ikke andet end for at få en lidt mere stimulerende oplevelse, end den de fleste biograffilm byder på i dag.
