Drop

Kategori Biografen af - april 15, 2025
Drop

Faren ved dating

Med thrilleren Drop stiller instruktør Christopher Landon spørgsmålet, hvordan ville den værste første date se ud?

Det er blevet til historien om den enlige mor Violet. Hun håber, at hun endelig har fundet den rette, og skal nu ud på sin første date, efter sin mands død. Middagen starter godt, men tager hurtigt en uventet drejning, da hun begynder at modtage mystiske beskeder på sin mobil via AirDrop. For det viser sig, at nogen overvåger hende og truer hendes søn. Som om den første date ikke var skræmmende nok i sig selv, må Violet nu også manøvrere en situation, der kan presse hende helt ud over kanten.

En Blumhouse produktion
Plotsynopsen til Drop lyder fængslende, men det er først og fremmest en Blumhouse film, på godt og ondt. Hvis ikke du kender konceptet for filmene produceret af Jason Blum og hans produktionsselskab, så er det ofte små gyserfilm med et lille budget, men med næsten frie tøjler til filmskaberne. Det er der kommet film som Get Out ud af, men også den uopfindsomme Wolf Man fra i år.

Det betyder, at selvom historien måske kunne have nydt godt af et par flere lokaliteter eller et større ensemble, forbliver vi i det små. Det meste af handlingen udspiller sig i en restaurant, og så er det op til skuespillerne og præsentationen at gøre det til en seværdig oplevelse.

Heldigvis er det lille ensemble velvalgt. Meghann Fahy gør det fornemt i rollen som Violet, der bærer rundt på noget af et traume, men også bliver tvunget ud i en situation, der er næsten umulig at navigere. Også Brandon Sklenar som hendes date Henry, får lov til at folde sig lidt ud, efterhånden som aftenen skrider frem.

Der er også blevet gjort, hvad der kan i klipperummet, for at den lille restaurant bliver vist fra så mange sider som muligt, og gjort så cinematisk som kameraet tillader.

Hvad man kan forvente
Drop er en ganske underholdende thriller. Konceptet med verdens værste date er let at forholde sig til, og der er både fundet plads til, at skuespillerne kan vise sig frem, og at historien kan berøre lidt mere alvorlige emner som bl.a. vold i hjemmet. Præsentationen er også bombastisk med flyvende tekst på skærmen, hver gang Violet får en ny truende besked.

Alt dette kan dog ikke skjule, at filmen i sidste ende er temmelig konventionel. Hvis man har set en thriller før, ved man godt, hvem der står bag, og det kan end ikke et godt ud snit af menneskelige vildspor ændre på. Man overraskes aldrig rigtig af noget, selvom eksekveringen er så effektfuld, som det overhovedet kan lade sig gøre. Drop er en underholdende tur i biografen, men det forudsigelige plot forhindrer den i at være mere end det.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.