En vigtig, men frustrerende film

I Eagles of the Republic møder vi George Fahmy (Fares Fares). Han er Egyptens største filmstjerne og lever et tilsvarende liv i luksus. Alt bliver dog taget fra ham, da regimet ser en mulighed i at udnytte hans popularitet til deres vinding. Han presses til at påtage sig rollen som landets præsident i en åbenlys propagandafilm, finansieret og overvåget af staten. Denne professionelle ydmygelse udvikler sig dog hurtigt til en farlige rejse ind i magtens korridorer, hvor intet er sikkert og fast.

Det er ingen tvivl om værdien i filmens historie. En kritisk skildring af det nuværende egyptiske styre, er kærkommen og nødvendig, ligesom det også er værd at reflektere, med en enorm sørgmodighed, over, at det arabiske forår førte til et militærkup og en autokrat, der nu har haft magten i mere end et årti. En god præmis er dog ikke lig med en fremragende film.

For selvom det hele starter så godt, sidder man resten af tiden og venter på en forløsning af den spænding, som instruktør Tarik Saleh forsøger at skabe. Vi bruger umanerlig megen tid på at etablere Georges liv, så vi kan virkelig forstå, hvordan det hele hurtigt falder fra hinanden, da styret vender deres blik mod ham. Men det forløsende bump på vejen dukker aldrig op.

I stedet får man en detaljeret beskrivelse af, hvordan et diktatur kvæler alle, der er i berøring med det. Jeg har ikke i sinde at underkende vigtigheden af den pointe, og det er efterhånden lang tid siden, det har været så aktuelt, i vores del af verden, at minde folk om diktaturets destruktivitet, men hvis ikke man har noget cinematisk at bidrage til budskabet, skulle man nok have præsenteret sin historie i et andet format.

Passiv protagonist
Fares Fares er stadig en unik og dragende skikkelse på biograflærred. Han lykkes næsten med at gøre George til en karakter, man har lyst til at bruge tid sammen med, men i sidste ende er han enormt hæmmet af en historie, der insisterer på at gøre George til en passiv protagonist.

Han roder sig ellers ud i nok problemer. George forsøger bl.a. at beholde en smule af sin kunstneriske integritet, mens han bliver mast af alle de mange benspænd, har et forhold til en yngre skuespiller, der bruger ham som adgangsbillet til industrien, har et akavet forhold til sin voksne søn, som han elsker, men ikke rigtig er interesseret i, og så roder han sig ud i en affære med en højtstående persons kone. Det er mange små sidehistorier, der alle kunne foldes ud, tage spotlyset og fremdriften i fortællingen, men de går alle ud i sandet, uden at efterlader tilskueren eller George med stof til eftertanke.

Eagles of the Republic er om nogen en frustrerende biografoplevelse. Der er så meget interessant og værdifuldt tankegods at hive fat i. En masse bolde med spændende emner kastes op i luften, men ingen gribes, og eksekveringen efterlader dette hele uforløst. Ingen af de mange sidehistorier fører til den helt store forandring eller åbenbaring, og så bliver det en tung omgang, når den eneste fællesnævner er en didaktisk undertone.