En dejlig og rørende feel-good film.

I det lille drama Eddie the Eagle, følger vi briten Michael ’Eddie’ Edwards, der siden han var barn altid har haft et ønske om at deltage i De Olympiske Lege. Det eneste problem er dog, at han ikke er den mest atletiske mand. Derfor giver livet ham ikke andet end nederlag på nederlag, men han giver aldrig op, og da han opdager et smuthul, der gør det muligt for ham at deltage i Vinter-OL, beslutter han sig som 20-årige for at lære skihop, til trods for, at de fleste starter når de er seks. Alle oddsene er imod ham, men hvis der er en ting han har så er den en urokkelig viljestyrke.

En lang og hård kamp.
Hele historiens drivkraft er Eddies ukuelige vilje og optimisme, og med det følger ikke bare en lang række nederlag, men også modstand fra alle i hans omgivelser. Den eneste, der for alvor tror på, at Eddie kan blive til noget, er hans mor, mens hans far mest af alt bare gerne vil have ham til at blive murer ligesom ham selv.

Det er et set up, som er blevet brugt utallige gange, og med meget afvigende succes, men Michael Edwards er altid interessant takket være Taron Egerton, der spiller ham. Bag alle grimasserne og underbidet lykkes det for unge Egerton at skabe et rigtigt menneske, som man så inderligt holder af og støtter på hele hans rejsen. Vi er dog ikke Eddies eneste støtte i filmen.

For selvom de fleste andre atleter ikke bryder sig om ham og håner ham, så smitter hans gåpåmod af hos en afdanket tidligere skihopper, spillet af Hugh Jackman. Sammen danner de et stærkt bånd og hjælper hinanden med at komme videre i deres liv. De to har virkelig kemi sammen, og det er dejligt at være en flue på væggen, når Jackman eksempelvis sætter lighedstegn mellem skihop og en nat med Bo Derek.

Man fristes næsten til at sige, at på trods af den skamløse feel-good stemning, så fører alle disse elementer i sidste ende til flere oprigtigt rørende scener. Jeg bliver i hvert fald grebet, når ham den glade amatør hopper ned af skibakken.

Æstetisk er det dog ikke nogen flot film. Budgettet har tydeligvis været en tand for stramt og det kan desværre ses på billedet, der ikke altid er lige skarpt eller tydeligt. Det gør dog ikke det store, for resten af filmen fungerer overordentlig godt.

Eddie the Eagle er en rigtig feel-good og tak skæbne for, at de stadig laves og laves ordentligt. Æstetisk er det ikke noget mesterværk, og filmen går nok heller ikke over i verdenshistorien, men sammenspillet mellem Hugh Jackman og Taron Egerton, og den gribende fortælling af historien om Michael Edwards, er mere end nok til at skabe en seværdig filmoplevelse, som jeg personligt ikke har noget imod at se igen.