Et kongedrama om forbudt kærlighed
I’m a shooting star leaping through the sky like a tiger
Kongen er død, og Edward er den næste der skal sætte sig på tronen, så adlen kan fortsætte med at male deres egen kage. Men Edward er ikke den konge, adlen troede og håbede på, og da han, på trods af sit ægteskab, vender al sin opmærksomhed og åbenlyse kærlighed mod adelsmanden Gaveston, og sørger for at placere ham på toppen af magten ved sin side, så vender opbakningen lynhurtigt.
Peter Plaugborg er fremragende i sine fysiske valg, når han forvandler sig frem og tilbage mellem en høj maskulin konge og en forventningsfuld ung mand, der for første gang oplever ægte forelskelse. Et flot portræt af, hvordan kærlighed gør blind. Hans begejstring er smittende og hans raseri og senere afmagt hjerteknusende.
Simon Bennebjerg overtager ofte scenerne med stor selvsikkerhed og leverer replikker som skarpe skud, mens han vælter kongeriget. Men det minder måske til tider lidt for meget om samme type monologfremførelse, som han også benyttede sig af, da han stod på samme scene i forestillingen Spilleren. Men hvorfor nu egentligt ikke? Det var, og det er vidunderligt sjovt.
Forestillingens helt store problem er, at Edward og Gaveston som personer, men også som par, bliver portrætteret, så man ofte har svært ved at se det sympatiske i dem. Vi kan se og opleve det gennem plottet, vi ved, at deres kærlighed er værd at kæmpe for, at den er rigtigt, og at dem, der vil forhindre den, var og er på den forkerte side. Men det bliver i længden svært at heppe på dem, når alt ansvar konstant bliver kastet bort.
I’m a rocket ship on my way to Mars on a collision course
Maria Rossing spiller Dronning Isabella. Hun gør ikke meget væsen af sig før sidste del af første akt, men så bliver der til gengæld også tændt for jetmotoren, og en virkelig irriterende type viser sig i det detaljerede og fantastiske karakterarbejde.
Mikkel Arndt er, i denne forestilling, lige så slesk og manipulerende som en skurk i en Disney tegnefilm, da de stadig var værd at se, Asbjørn Krogh Nissen bidrager med underspillet humor, som der ellers ikke var meget af, og Ena Spottag viser igen en imponerende rækkevidde.
Johanne Louise Schmidt får desværre ikke meget at lave, men beriger os sammen med Thorbjørn Hedegaard med deres sangstemmer, hvor sidstnævnte insisterer på at blive ved med at synge, mens ondskaben forsøger og lykkes med at gøre ham tavs. Det gik lige i hjertet og viste på få sekunder, hvad hele forestillingen ellers havde forsøgt at vise i to timer.
Line Felding, som er komponist og musiker, giver hele forestillingen en dramatisk, men melankolsk tone med hjælp fra celloen og de valgte sange fra Queen, Robyn og Billie Eilish.
I wanna make a supersonic man out of you
Man kan tale om den gigantiske tilfældighed, det er, at vi i den virkelige verden har fået en konge, og at der er og vil blive skrevet meget om rejsen fra kronprins til konge og den tvivl, der altid har fulgt med, som der også er blevet talt åbent om.
Men ud over selve tronskiftet og den nervøsitet, der fulgte med, ja så stopper sammenligningen der.
Selve plottet i forestillingen Edward II er i alt sin enkelthed forudsigeligt og indeholder ingen overraskelser, også for dem, der ikke kender til Edward II. Det er i detaljerne og i ordene, at kunsten i denne opsætning opstår.
Men i forsøget på at gøre fortællingen nutidig og få publikum til at se med nutidige øjne på datidens mangel på accept, bliver der fremvist et næsten for skrapt optegnet billede af had og grådighed, som lidt for nemt kan fejes væk med undskyldninger om, at sådan var det i den ondskabsfulde middelalder. På den måde har Betty Nansen stillet sig mellem to stole.
De vil gerne fremføre Christopher Marlowes ord, men de vil også gerne gøre det til deres eget og vise, hvordan had og grådighed dengang som nu er den samme.
Det er til dels lykkedes, men det bringer intet nyt med sig. Det ved vi alle i forvejen.
Et klart flertal, der køber billet til denne forestilling, deler forhåbentligt de samme værdier, og lige som jeg er af den opfattelse, at kærlighed er kærlighed, og alt andet er underordnet.
Men hvorfor så ikke bruge muligheden til at invitere og provokere til yderligere debat?
Hvorfor ikke, når historien, teksten og temaet inviterer til det, tale mere om, hvornår det er individet, der på grund af sine forpligtelser skal indordne sig samfundet, og hvornår samfundet skal indordne sig individet? Er det stadig så farligt at tale om? Er frygten for at blive misforstået for stor?
EDWARD II spiller fra 18. januar til 10. februar 2024. På Betty Nansen
Varighed 2 timer og 10 minutter. inkl. pause.
Medvirkende: Peter Plaugborg, Maria Rossing, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Thorbjørn Hedegaard, Asbjørn Kragh Nissen, Xenia Noetzelmann, Johanne Louise Schmidt, Ena Spottag Og Line Felding. Manuskript: Frit Efter Christopher Marlowe Dramatiseret Af Tom Silkeberg Og Elisa Kragerup. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi: Karin Gille. Kostumedesign: Maja Mirkovic. Komponist: Line Felding. Lysdesign: Christian Alkjær.
Edward II er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.
