Nogle film er grænseoverskridende, men har noget på hjertet. Andre er provokerende, uden den store indsigt.

Pablo Larrain har tidligere bevist, at han sagtens kan fortælle gode historier, der rammer en nerve i det hykleriske samfund. Det seneste eksempel er hans forrige film No, der er den sande historie om en gruppe reklamefolk, der forsøgte at vælte diktatoren i Chile. Denne gang er det dog ikke lykkedes at skabe en lige så bidende fortælling.

I El Club følger vi en gruppe forviste præster og en enkelt nonne, der lever i et kloster ved en kyst et afsides sted i Chile. Vi kender intet specifikt til deres fortid, men der antydes hurtigt, at de har stået bag så forfærdelige forbrydelser som børnekidnapning, seksuelle overgreb og mord. Deres meget monotone liv bliver dog taget til revision, da en ny beboer flytter ind.

Ondskab under overfladen.
Det er virkelig smart fra Larrains side at introducere os til disse mennesker, uden at give os deres baggrund. Vi bliver smidt, in medias res, ind i historien, hvorefter vi langsomt får dannet os et overblik. I starten virker det næsten som en komedie, men langsomt går det op for en, at der ikke er noget som helst at grine af, og at disse mennesker er med til at forurene deres omgivelser uden, at nogen ligger mærke til det.

Det er filmens skarpeste pointe, at på overfladen virker disse mennesker som magelig og ordentlige mennesker, mens ofrene for deres ugerninger er langt mindre til at holde ud for den almene offentlighed. Denne pointe bliver dog understreget igen og igen, men uden på noget tidspunkt at komme med en større indsigt. Vi får fortalt om alle præsternes grusomheder i en så detaljeret og ubehagelig maner, med så mange seksuelle ukvemsord, at det ville være svært for de fleste ikke at føle sig utilpas. Men fordi nogen behandler et ubehagelig emne og får en til at føle ubehag, er det så en god film?

Filmen er nemlig fuldstændig i vildrede, når det kommer til at give et bud på, hvorfor disse mennesker er som de er. Vi ser, rigtig mange gange, hvordan ofrene ikke er i stand til at leve en normalt liv, men hvad der har ført præsterne og nonnerne ud på menneskehedens rand, er der ikke noget bud at spore. Og så virker det mere som følelsesporno, end som en begavet behandling af et tungt emne.

Svær at bedømme.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal mene om El Club. På den ene side fortælle den en barsk og provokerende historie om den katolske kirke og mørklægningen af deres alt andet end spirituelle præster. Det er et omdømme, der efterhånden må være almen kendt, men ud over at understrege, hvor meget ødelæggelse og korrumpering de bidrager med til deres omgivelser, bliver der ikke sagt noget nyt. Vi bliver slået i hovedet med de samme pointer igen og igen, uden nogen større indsigt, end blot at vise, hvor forfærdeligt det hele er. Og det før til den anden side.

For filmen virker mest af alt som en provokation, og som en foranledning til gøre en utilpas som når man, eksempelvis ser mænd får stukket mad op i numsen, eller hører præsterne koldblodigt fortælle om de ugerninger, der har ført dem til dette afsides kloster. Problemet er bare, at selvom begivenhederne er barske, betyder det ikke, at det er dybt. Der bliver ikke læst ud over overskrifterne, og det er ikke nogen større indsigt.

Derfor er det eneste jeg står tilbage med den dårligt følelse, der stadig er med mig flere dage efter visningen, og jeg ved ikke om det er noget, jeg vil anbefale andre.