June Squibb er fantastisk i en ellers usikker film

Med Eleanors sandhed træder Scarlett Johansson for første gang bag kameraet og sigter efter at skabe et rørende og varmt portræt af en kvinde efter sit livs efterår. Kvinden er den 94-årige Eleanor Morgenstein, spillet eminent af June Squibb, der efter tabet af hendes bedste veninde, pludselig er fanget i et følelsesmæssigt ingenmandsland.

Hun er ikke bare alene, men bliver også skubbet af sin datter til at gå på plejehjem, så hun ikke behøver bekymre sig om hende. Eleanor er dog en stadig fuld af livsenergi, måske endda lidt for meget, og da hun som ubevidst sorgbearbejdelse fortæller sin venindes livshistorie i en holocaust støttegruppe, som var det hendes egen, får det pludselig uventet konsekvenser.

Fornem fortælling
Uden at afsløre for meget, har vi at gøre med en ganske fornem lille fortælling, der kommer vidt omkring og berører både spørgsmål om identitet og sorg, præsenteret gennem en usædvanligt aldrende hovedkarakter, der dog er alt andet end sløv i optrækket.

Hvis der er noget Scarlett Johansson, kan være stolt af i sin instruktørdebut, så er det, at hun er virkelig dygtig til at få skuespillerne til at udfolde sig. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, hvis man har fulgt hendes karriere, der startede allerede som barn og sidenhen er gået fra den ene succes til den anden.

Ensemblet er velvalgt, men June Squibb er alligevel værd at fremhæve for sin fremragende præstation som den ældre Eleanor. Selvom skuespilleren var 95 år under optagelserne, kan man ikke mærke det i nogen af scenerne. Hun er fuld af saft og kraft, og stjæler opmærksomheden, hver gang hun dukker op på lærred.

Manglende tiltro til publikum
Det energiske nærvær stopper dog her, for resten af produktionen spiller så sikkert, at man nærmest kan mærke usikkerheden bag kameraet. Publikum må endelig ikke føler sig alt for utilpas eller forvirret. Derfor bliver vi guidet med en så fast hånd gennem alle de dramatiske vendepunkter, at man aldrig er det mindste i tvivl om, hvad man skal føle.

Hvis ikke det er det evige klaverspil, der kører i baggrunden, hver gang nogen siger noget følelsesmæssigt, kan man se tårerne i skuespillernes øjenkrog, der fortæller os, hvornår vi skal blive rørt. Selvom det er Scarlett Johanssons instruktørdebut, kan man godt mærke, at hun har været i branchen gennem hele sit liv, for alle virkemidler bliver taget i brug, men mindre havde måske også været bedre, så man selv kunne få lov til at mærke efter.

Konsekvensen er, at Eleanors sandhed er et drama, der så inderligt gerne vil være rørende, men forhindrer sig selv i at være det. Der er sikkert nogen som bliver rørt alligevel, eller kan identificere sig med Eleanors fortvivlelse over alderdommen og de mange sorger man bærer rundt på, men selve eksekveringen savner en mere nænsom hånd, så alle os andre også kan føle os inviteret indenfor.

Jeg er i hvert fald sikker på, at hvis bare June Squibb havde fået lov til at udfolde sig, med lidt færre virkemidler, ville det havde været nok. For det er virkelig småting, som holder filmen tilbage. Ensemblet fejler intet, men hvor utroligt det end lyder, er en historie om holocaust endt som en temmelig monoton oplevelse.