En socialrealistisk musical
I den nye franske dramakomedie og musical, En skønne dag, møder vi Cécile (Juliette Armanet). Cécile nærmer sig de 40, og selvom hun har måtte kæmpe i længere tid end de fleste, står hun på tærsklen til at opnå sin helt store drøm, at åbne en ægte gourmetrestaurant i Paris.
Den travle hverdag bliver dog for en stund sat på pause, da hun ikke bare ser ud til at være gravid, men hendes far dårlighed helbred rammer hende også. Derfor pakker Cécile i al hast tasken og rejser tilbage til sin lille barndomsby, som repræsenterer alt det, hun har brugt så mange år på at komme væk fra.
Fortiden kalder
Selvom præmissen måske lyder genkendelig, er det ikke en film, som tager til takke med at være gennemsnitlig. Det er altid spændende, når filmskabere kaster sig ud over en svær opgave, i dette tilfælde forsøget på at revitalisere musicalgenren ved at krydre den med fransk melankoli og socialrealisme.
Mens mødet med hendes forældre minder hende om, hvorfor hun ikke kunne rejse hurtigt nok væk, bliver genforeningen med Céciles store ungdomskærlighed, Raphaël (Bastien Bouillon), en påmindelse om alt det, et liv udenfor hovedstadens travlhed også kan. Langsomt bliver hendes fasttømrede tro på, at det perfekte liv findes i karriereræset udfordret, og så er alt ikke så enkelt og firkantet længere.
Kører den hjem på charmen
Instruktør Amélie Bonnin styrer fortællingen med en sikker, omend lidt forudsigelig, hånd. Det meste overraskende er, hvor ligefrem handlingen viser sig at være. Man fornemmer hurtigt, hvor det hele bevæger sig hen, men som nævnt i starten, er det ambitionsniveauet i eksekveringen, der redder filmen.
Filmens absolutte trækplaster er det utrolig veloplagte cast og kemien mellem Juliette Armanet og Bastien Bouillon. Armanet leverer en præstation, der føles så afslappet, at det fremstår naturligt, når hun i perioder skifter fra dialog til sang og tilbage igen. Der er en fantastisk dynamik imellem Cécile og Raphaël, og deres interaktioner udtrykker præcis det, der kan være svært at sætte ord på, når ungdommens naivitet støder ind i voksenlivets kompromisser.
De musikalske indslag og sangnumre bruges bevidst som en forlængelse af karakterernes følelsesliv. Selvom de enkelte sekvenser måske ikke går over i filmhistorien, beviser de, hvad musicalgenren kan, og bruger lydsiden til at guide publikum trygt gennem historien, uden på noget tidspunkt at fremstå effektjagende.
Når jeg så alligevel ikke er helt klar til at give topkarakter, skyldes det, at oplevelsen forbliver en anelse for pæn. Der er masser af stridigheder og interpersonelle konflikter, men man tror aldrig på, at noget kan gå virkelig galt, og derfor opnår den heller aldrig den helt store følelsesmæssige dybde, der virkelig kan røre en.
Med sin effektive spilletid på godt halvanden time, er manglerne dog til at bære over med, for En skønne dag er en charmerende, musikalsk og hjertevarm oplevelse, fuld af optimisme. Vi er langt væk fra de moderne og overstimulerende biograffilm, og man efterlades i sidste ende med en behagelig og tryg eftersmag.
