Et CV over Danmark

Kategori Teater af - maj 24, 2026
Et CV over Danmark

Well, well well well. Det si’r ikke sig selv

Fyldt med likør & tørre kager
Der er fart på kabareten, der i øjeblikket spiller på Liva 2. Lidt for meget fart.

Over 50 C. V. Jørgensen sange får en meget lang, kun afbrudt af en pause, medleytur, hvor den ene sang flyder over i den næste uden at give meget plads til refleksion eller dybere kontekst forbundet med fortid eller nutid.

Både Jacob Morild og Jesper Asholt er dygtige og rutinerede skuespillere, men der er ikke noget at spille. Kun en minimal antydning af indlevelse underbygger teksterne, og for det meste sker det ved at tage en af de tre hatte på, der hænger på en knagerække, som sammen med et bord og to stole udgør scenografien. Et par kostumeskift undervejs fletter tiltrængt lidt variation ind i et maskinrum, der kører alt for stærkt.

Sammensætningen af bagkataloget er godt tænkt og tegner et glimt af en fællesnævner eller en karakter, som går igen i sangenes underbevidsthed, men hvad forestillingen vil fortælle os med det, forbliver ubesvaret og står tilbage som forestillingens styrke, da den ellers ikke vil sit publikum meget andet end en smuttur ned ad mindernes allé.

Nådesløs illoyal funktionalisme
De to musikere holder ofte tempoet fastlåst i samme gear og som minutterne går, får man indtryk af, at man måske er bange for at publikum skal få tid til at tænke lidt for meget over den dybere mening med universet.

Jeg blev oprigtigt i tvivl om, hvorvidt man var interesseret i, ud over den førnævnte gennemgående karakter, at udforske og gå på opdagelse i et bagkatalog og en sangskat, der indeholder kæmpe kærlighed, men hvor der også bruges sarkasme, ironi og omvendt propaganda i et forsøg på at fortælle os danskere, hvem vi i virkeligheden ofte er.

Helhedsindtrykket denne aften efterlader sit publikum med en hurtig karikaturtegning og intet andet.

Det er der jo ikke noget galt med overhovedet, men hvorfor så vælge at gå på opdagelse i en kunstners værker, som med hver linje har flere betydninger, og en kunstner, der aldrig har givet udtryk for at være en jukebox, hvis man insisterer på at lege netop jukebox?


Et CV over Danmark spiller fra den 22. maj til den 27. juni 2026. Café Liva 2
Varighed: 1 time og 45 minutter. Inkl. pause.


Medvirkende: Jesper Asholt, Jacob Morild, Lasse Christian Schmidt, Morten Wedendahl.

Skrevet af
Har de sidste 25 år arbejdet professionelt med kommunikation og formidling. Har modtaget arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond og legat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur for arbejdet med og forskning i dramaturgi. Medlem af Foreningen Danske Teaterjournalister. Anmelder for KULTURBUNKEREN siden 2022.
Kommentarer er lukket.