Fårbrydelsen

Kategori Biografen af - maj 06, 2026
Fårbrydelsen

En fantastisk film for hele familien

Med Fårbrydelsen bliver vi præsenteret for noget så sjældent som et mordmysterie, fortalt fra fårenes perspektiv. Flokken vi følger, får hver aften læst detektivromaner højt af fårehyrden George. Selvom George er overbevist om, at de ikke forstå en pind, er det modsatte tilfældet. Så da en person dør under mystiske hændelser, og forstyrrer idyllen på gården, beslutter fårene sig for at tage sig af sagen, med alt det, de har lært af Georges højtlæsning – og det selvom hverken mennesker eller dyr forstår hinanden.

Mere end bare let underholdning
Man skulle måske ikke tro det, men skinnet kan bedrage, for vi har at gøre med en familiefilm, som har lidt større ambitioner, end de fleste andre på markedet. I en tid, hvor pacificering af småbørn i allerhøjeste grad bliver belønnet med kassesucceser som sidste års En Minecraft film og seneste Super Mario Galaxy Filmen, er det rart med en historie om en flok får, der handler om så meget mere end blot at underholde.

Hvor andre børnefilm har som ypperste mål, at det aldrig må være bare den mindste smule ubehageligt, formår instruktør Kyle Balda at berøre virkelig mange forskellige emner, gennem det familievenlige perspektiv, som er talende får. Store emner som fordomme, bevidst idioti og ikke mindste endeløs grådighed, bliver alle bearbejdet på overraskende indsigtsfuld maner, med så meget hygge, at de mindste kan følge med, men også med så meget dybde, at de voksne måske også begynder at reflektere. Der er i hvert fald rig mulighed for at tale med børnene bagefter, hvis man er interesseret i den slags.

Filmen bliver også godt hjulpet på vej af en række gode danske stemmer. Man glemmer meget hurtigt, at det oprindeligt er på engelsk, for det hele lyder så naturligt, selv når Tammi Øst lægger stemme til Emma Thompson eller Lue Ditmann Støvelbæk agerer Nicholas Braun.

Fårbrydelsen er en hyggelig, engagerende, men også rørende film, hvor der er noget for alle i familien. Den rummer alle de elementer, der kan gøre familiefilmen til noget særligt, men som vi alt for sjældent ser. Det sommerlige mordmysterie, de tænksomme får og den vedkommende historie, er alt sammen med til at skabe en film, som er enormt let at anbefale familier, der desperat leder efter noget, med lidt mere dybde, i en forsømt genre.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.