Et rørende, naturalistisk drama
Hamnet er et historisk drama, der fortæller den fiktive historie om tilblivelsen af Hamlet. William Shakespeare og konen Agnes’ liv bliver forandret for evigt, da en tragedie rammer dem i familien, og gennem den udforsker filmen, både deres kærlighedshistorie, men også den dybe sorg, der senere inspirerer Shakespeare til at skrive tragedien Hamlet.
Det er sjældent, man får fornøjelsen af at se en film hele to gange i biografen med et halvt års mellemrum i dag, men ikke desto mindre har jeg fået muligheden for det med Hamnet.
Noget af det, man lægger mærke til, ud over, at filmen stadig er fremragende, er, hvor helt igennem seriøs og rå en fortælling, vi egentlig har med at gøre. Hvor trist det end lyder, er der noget slående over en film, der tør være oprigtig og sigte efter at ramme de virkelig ubehagelige, men menneskelige emotioner, når det kommer til følelsen af tab.
Der er ingen vittigheder her, ikke et gran ironi, udover den mest naturalistiske af slagsen, og det gør kun oplevelsen bedre.
Modet til er være stilfærdig
Oscarvinderen Chloé Zhao har med sin rolige og naturalistiske stil formet en stilfærdig fortælling om sorg. I virkeligheden handler det ikke så meget om tilblivelsen af Hamlet-teaterstykket, men mere om Shakespeares familie. Der er mere tale om et periodedrama, end en pompøs skildring af en inspireret og fænomenal forfatter, der på guddommelig vis nedfælder magiske ord på et stykke papir.
Som sædvanlig for Zhao er fortælletempoet afdæmpet og tonen gravalvorlig. De eneste øjeblikke med glæde og grin, udspringer af de perioder, hvor Anne, William og resten af familien lever i den største harmoni med hinanden. Det er modigt, for hvis det ikke fungerer, bliver det en meget, meget lang oplevelse.
Heldigvis går det hele op i en højere enhed.
Jessie Buckley er mesterlig i hovedrollen
Ligesom tiden gik langsommere i 1500-tallet, så gør filmen det også, og det giver plads til, at vi kan få lov til at mærke den forbindelse og kærlighed, der eksisterer mellem Agnes og William. Fra første øjekast er de forelsket, og det er en kærlighed, man tror på.
Kemien er mærkbar mellem Jessie Buckley og Paul Mescal. De udstråler en beundringsværdig livsgnist, der først bliver slukket, da tragedien rammer. Begge er gennemgående eminente, noget man trygt kan sige om alle i ensemblet. Det er dog stadig værd at fremhæve Buckley. Hun rummer en autenticitet, der er så brutal i sin ærlighed, at man bare bliver mere opslugt af hendes tilstedeværelse, jo længere de mange close-ups bliver hængende på hendes udtryksfulde ansigt.
Et kritikpunkt, der dog er værd at nævne, er musikken. For selvom lydmixet er fremragende, med en alstedsnærværende natur, der hvisker i krogene af hver en scene, så er musikken lidt for åbenlys. Komponist Max Richter genbruger fx sit mest populære nummer, “On the Nature of Daylight”, på en måde, som man har set så mange gange før, at man ikke kan lade være med at føle sig bare en smule følelsesmæssigt manipuleret. Det gør bestemt ikke filmen nogen tjeneste, at man bliver hivet ud af oplevelsen og mindet om andre værker, som har udnyttet musikstykket bedre i bl.a. Arrival.
Samlet er Hamnet dog en enormt rørende fortælling om at overkomme en sorg, som intet menneske fortjener at blive ramt af, men som mange nok bliver det i løbet af livet. Filmen fortælles primært gennem Jessie Buckleys ansigt, og havde hun ikke været så fremragende, ville det havde været en hård omgang. Heldigvis er hun så helt igennem autentisk og til tider ubehageligt ærlig, at alt andet end en oscarstatuette om to uger ville være en fornærmelse.
Nogle mennesker vil nok stejle mod, hvor naturalistisk en produktion, det er, men personligt blev jeg revet med. Det er en film, som stræber efter virkelig at røre folk, og tør man overgive sig, vil man helt sikkert kæmpe med at holde tårerne tilbage henimod slutningen.
