En roadtrip sætter tankerne i gang

I det prisvindende drama Hit the Road, følger vi en familie på fire, der tager på en roadtrip gennem det iranske landskab. Årsagen til turen bliver ikke forklaret til at starte med – og det er heller ikke så vigtigt. Hvad der i stedet driver historien, er minderne fra fortiden, der bliver skubbet op til overfladen, mens de som samlet familie forsøger at italesætte frygten for fremtiden.

Mennesket i centrum
Panah Panahi er søn af den kendte iranske instruktør Jafar Panahi, og det kan man se. Ligesom sin far, er han ikke drevet af plot eller de store cinematiske armbevægelser, men i stedet de finurligheder, der opstår, når man iagttager menneskers adfærd overfor hinanden. Med en klar rammefortælling, om en familie på en roadtrip, er der rig mulighed til at fokusere på mise-en-scene. På deres vej møder de folk fra nær og fjern, og lige som de fremmede sætter familiens antagelser på en prøve, bliver publikum også inviteret med til at reflektere over, hvordan vi selv forholder os til det ukendte.

Og når jeg skriver, at mennesker er Panahis store fokus, er det ikke en overdrivelse. Der er ikke bare lange indstillinger, men lange sekvenser, hvor man udelukkende følger folk, der taler med hinanden, ofte med den mest mondæne og trivielle smalltalk som udgangspunkt, som vi alle er ofre for i dagligdagen. Når dette meget ensformige og langsomme fortælletempo så endelig bliver brudt, lægger man også mærke til det, hvorfor der er en fængende rytme til trods for det meget fortænkte koncept.

Hit the Road er en film, som er værd at se. Ikke fordi den har et storstilet plot, hvor hele ens eksistensgrundlag bliver udfordret, men fordi situationerne bliver guidet af en skarp instruktør, der formår at præsentere mennesker og deres tilværelse på en måde, hvor det er svært ikke at få sat tankerne i gang. Med en afholdene spilletid på lidt over halvanden time, er filmen heller ikke for lang, så der er ikke nogen risiko for, at man kan nå og blive træt af filmen.