En omsorgsfuld immigrationshistorie

Et dogme i god historiefortælling er, ”write what you know”, og det må man sige, at Marijana Jankovic har taget til sig i sin debut som spillefilmsinstruktør.

Inspireret af hendes egen historie, da hun som 6-årige rejste fra Balkan til Danmark for at flygte krigen, følger vi i Hjem den unge Maja, der bor i Yugoslavien med hendes forældre og to ældre brødre. Det er dog trænge tider i det østeuropæiske land, og da faren Marko (Dejan Cukic) til sidst må erkende, at der ikke er nogen fremtid for en arbejderfamilie som dem i landet længere, immigrerer de meget modvilligt til Danmark, hvor Markos søster bor.

Her må familien starte helt forfra igen, og mit i det enorme identitetstab, der ligger i at efterlade alt det, familien nogensinde har kendt, og troede de skulle give videre til de næste generation, må de også kæmpe med at føle sig fremmedgjort og negligeret på en måde, der virkelig tryktester deres selvforståelse.

© Manuel Claro

Patriarkens stolthed og datterens dobbeltliv
Der er meget at hive fat i, og selvom historien måske udspiller sig i 1990’erne, kunne problematikkerne ikke være mere højaktuelle. Tilhørsforhold, fremtidsmuligheder, uforløste følelser og ikke mindst patriarkens rolle, når han ikke kan forsøge sin familie længere, er nogen af de emner filmen tager op, og som i allerhøjeste grad også er udfordringer de fleste mennesker står overfor i dag, i en tid, der går så hurtigt og er så globaliseret, at vi alle til tider kan føle os som fremmed, i mødet med verden.

Manuskriptet gør også klogt i, ikke bare at spejle mod fremtiden, men formår også at give os et indblik i to vidt forskellige generationers perspektiver, i form af faren Marko og datteren Maja. For hvor Marko kæmper med alt det, han har måtte forlade, ikke mindst sine to ældste sønner, indtil de får opholdstilladelse i Danmark, bliver hans stolthed også såret, når han ikke bare kan løse alle problemer gennem hårdt arbejde. Man føler lige dele frustration og medlidenhed med en ham, da han kun vil sin familie det bedste, men slet ikke har ressourcerne til det, og derfor gør mere skade end gavn.

Til forskel kæmper den 6-årige Maja ikke med et helt liv i bagagen, og har også langt nemmere ved at integrere sig, lære sproget og forankre sig i den danske kultur. Hendes problem er derimod, at hun kan mærke, hvor svært det er for hendes forældre at falde til, og derfor bliver hun ofte fanget mellem to forskellige lejre, to forskellige traditioner, og må med sin sparsomme livserfaring forsøge at balancere mellem de to stridspunkter, der aldrig rigtig bliver forenet.

© Manuel Claro

Et vigtigt og dvælende værk
Alt dette lyder godt på papiret, men kunne så let været faldet til jorden, hvis ensemblet ikke var opgaven voksen. Heldigvis kan man mærke, at Marijana Jankovic har mange års erfaring som skuespiller. Hun giver plads til de små subtile gestikulationer, Markos tåkrummende gebrokne danske og plads til at være i de genkendelige situationer, som de fleste ville ønske, de kunne flygte fra. Anført af Dejan Cukic som Marko og den unge Tara Cubrilo som Maja, er der heller ingen tvivl om, at man bliver følelsesmæssigt påvirket, også når narrativet bevæger sig lige lovlig tæt på klichéerne.

Men fordi der er tid, til at dvæle ved livet og de øjeblikke, som former det, rummer filmen ikke bare en masse stof til eftertanker, når det kommer til, hvordan vi beholder folk, der falder udenfor den stadigt snævre normalitet, men også et vigtigt budskab om at vise omsorg hos dem, man kender og holder af.