En ikke bare fantastisk, men også vigtig film
I Swear får vi historien om John Davidson, en skotsk dreng, der vokser op i 1980’erne. Hans liv ligner mange andre drenges, og han står ovenikøbet foran en blomstrende karriere som fodboldspiller. Alt vendes dog på hovedet, da han bliver diagnosticeret med Tourette-syndrom, en neurologisk lidelse, som er kendetegnet ved både fysiske og verbale tics.
En opvækst uden forståelse
Filmen skildrer hans kamp mod omverdenens uvidenhed og ikke mindst de personlige konsekvenser det har for ham at leve med en lidelse, som ingen forstod. Og det er virkelig hårde løjer at se livet for en person med Tourette udspille sig. Ikke nok med, at John må tage til takke med at vokse op i en tidsalder, hvor ethvert skridt udenfor normerne var en dødssynd, så vokser han også op i en skotsk landsby, hvor neurologiske lidelser den dag i dag, stadig ikke er noget, man tager virkelig seriøst.
John må virkelig kæmpe i den første del af sit liv, hvor hans motoriske og vokale tics har gjort det umuligt at finde noget tilhørssted. Selv hans forældre har ikke særlig meget forståelse for ham, og skammer sig mest af alt over, at han ikke er en almindelig dreng. De magter ganske enkelt ikke at tage hånd om Johns problemer, og som symbol på deres magtesløshed, bliver han bl.a. placeret foran pejsen, når de spiser, så kan han spytte i pejsen, når han får sine tics, og så kan resten af familien ignorere ham.
Alt ændrer sig dog, da han møder Dottie, der er mor til hans ven Murray. Hun er den første, der ser ham som et helt menneske og med hendes hjælp og forståelse, begynder John langsomt at finde en måde, hvorpå han kan eksistere i samfundet, uden at gemme sig væk.
Det er noget så enkelt som tålmodighed og forståelse, som baner vejen for et liv, som John aldrig troede ville være en mulighed, da han var barn.
En enorm empati
Dramaet bliver leveret af et fantastisk ensemble, hvor ingen virker karikeret eller endimensionelle for at understrege en tematisk pointe. Det er dog værd at fremhæve Robert Aramayo i hovedrollen, som fuldt fortjent vandt en BAFTA for sin præstation. Det er svært at tro, han ikke har Tourette, så naturligt spiller han John, og man kan virkelig mærke, hvilken en blid sjæl, der er hæmmet af en hjerne, der ikke helt fungerer.
I Swear er ikke bare en fremragende, rørende og medrivende oplevelse, det er også noget så bombastisk som en virkelig vigtig film. Hvis man på noget tidspunkt skulle være i tvivl om vigtigheden af at opdrage folk om, hvad Tourette er for en størrelse, kan man bare se på efterspillet fra BAFTA-ceremonien. Det, der burde have været en fest og hyldest til virkelighedens John Davidson, der har brugt det meste af sit voksenliv på at lære folk, hvad Tourette er, endte i stedet med hovedpersonen i en mediestorm, netop på grund af hans handicap.
Den almene befolkning har tydeligvis stadig meget at lære, når det handler om empati og forståelse for dem, der træder udenfor, og netop derfor er filmen helt ekstraordinær. Det er ikke ”bare” en enormt vellavet film, der udviser en nærmest uset forståelse for alle karaktererne. Der er medfølelse for alle, selv den utilstrækkelige mor får en kærlig bemærkning med på vejen, men den er også en vigtig påmindelse om, at vi alle har noget at kæmpe med, hvad end det er synligt eller ej, og hvor ville verden være bedre, hvis vi var lidt mere overbærende med hinanden.
