Joker

Kategori Biografen skrevet af - oktober 03, 2019
Joker

En af årets mest ildevarslende filmoplevelser

Med Joker er vi langt væk fra superhelte, og rigmænd iklædt fastelavnskostumer. I stedet rejser vi tilbage til en alternativ udgave af 1980’erne i den kriminalitetsbefængte fiktive by Gotham City. Her møder vi Arthur Fleck, en mand der til dagligt arbejder som klovn, men resten af tiden kæmper med sine indre dæmoner. Det er dog svært at holde låg på galskaben, når man lever i en verden som denne, hvor alt er i ubalance.

Nervepirrende stemning
Det er en virkelig ubehagelig film at sidde igennem. Arthur Fleck, som Jokeren hedder i denne udgave, er ikke bare en galning, der ønsker at skabe kaos, men en sagesløs psykisksyg person, der er blevet neurologisk skadet gennem en voldelig barndom og omsorgssvigtet af en mor, der aldrig har været mentalt i stand til at tage sig af et barn.

Filmen holder sig heller ikke tilbage fra at demonstrere, hvordan hans psykiske problemer dukker op til overfladen, som eksempelvis hans trang til at grine, selvom han i virkeligheden er ked af det.

Alt handler dog ikke kun om hans psykiske problemer, men er også en sviende samfundskritik, om hvordan folk på samfundets bund ikke anses for at have samme værdi, som mere velhavende folk. Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at filmen har en gennemgående ubehagelig grundstemning, når man gentagende gange ser Arthur blive ydmyget og mishandlet, af mennesker, som hverken ønsker at forstå eller hjælpe ham.

Joaquin Phoenix er heller ikke overraskende meget overbevisende i hovedrollen. Han ikke bare agerer syg, men er også synligt ude af balance, med sit uhyggeligt underernærede udseende. Det er til en sådan grad, at man ikke bare kan se hans ribben, men nærmest kan se gennem ham. Phoenix tilfører også en menneskelighed, til den psykisksyge Fleck, som gør, at de fleste seere unægtelig vil sympatisere med ham langt henne ad vejen – lige indtil det hele virkelig eskalerer.

Udbygger superheltegenren
Hvis der er nogen virkelig stor genistreg ved filmen er det, at gennem ”superhelte-objektivet”, skaber den opmærksomhed om de mennesker, der lever på samfundets bund, specifikt de fattige i USA. Rammen er ganske vist metaforisk af natur, men der hersker ingen tvivl om, at det er en bidende kritik af den voksende afstand mellem rig og fattige, og den måde, de udsatte i samfundet, bliver negligeret, ligegyldiggjort og ydmyget af dem, der har sit på det tørre.

Hvad angår tone, er filmen faktisk så effektfuld, i sin makabre stemning, at man godt kan frygte at utilpassede eller underminerede folk i den virkelige verden, vil finde voldsinspiration i et forsøg på at genskabe en forkvaklet retfærdighedsfølelse. Instruktøren Todd Phillips tager tydeligvis mentalsundhed seriøst, men hele omverdenen i filmen bliver fremstillet på så ondsindet og karikeret vis, at Arthur Fleck meget let kan fejlfortolkes som værende beundringsværdig, når han endelig transformerer sig til sit anarkiske alterego.

Omtalen af filmen
Det kan godt være, at filmen er hård og sidde igennem, men omtalen i den gængse presse er mindst lige så deprimerende. Her er en fortælling om en mand på samfundets bund, der bliver behandlet elendigt, blev ødelagt af sine forældre, inden han overhovedet blev en person, og som bare har brug for lidt hjælp for at holde sig på den lade vej. Det burde blive tolket som et råb om hjælp, og en meget klar kritik af, hvordan vi behandler og ser på de svageste i samfundet.

I stedet bliver filmen her anklaget for at opildne til vold, og på forhånd gjort medskyldig, hvis nogen personer gør noget voldeligt efter premieren. Det er en helt absurd ubetænksom måde at forholde sig til filmen, ved at gøre den ansvarlig for alle de dårligdomme den portrætterer, i stedet for at tage kritikken til sig. En film har aldrig nogensinde skabt en syg person, som ikke allerede var det, og bare fordi man beskriver et ubehageligt emne, er det ikke ensbetydende med, at man tilslutter sig deres perspektiv, ligesom man ikke nødvendigvis er en gangster, bare fordi man har lavet en film om mafiaen.

Hvis jeg skal skære helt benet, ville jeg ikke kalde Joker for et mesterværk. Når det kommer til stykket, er den ikke nær så overraskende og nytænkende, som man kunne have håbet. Parallellerne til film som Taxi Driver er simpelthen for store, til at filmen her kan blive enestående.

Det er dog en vildt effektiv, nervepirrende og veludført film, med en fantastisk præstation af Joaquin Phoenix i hovedrollen, der helt sikkert er frontløber til Oscaren for bedste mandlige hovedrolle. Det er også bare fedt, at selvom store amerikanske film, tilsyneladende, kun kan blive lavet i dag, hvis de er baseret på et etableret brand, at der stadig er filmskabere, som formår at have kunstneriske ambitioner indenfor disse restriktive rammer, og skabe noget nyt i den overeksponerede superheltegenre.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her