En fornøjelse fra start til slut
Med Karate Kid Legends får vi ikke bare et nyt kapitel i den ikoniske serie, men også fusioneret rebootet fra 2010 med originalserien fra 1980’erne, der tilsammen skaber en unik kombination af nostalgi, action og masser af hjerte.
Historien følger denne gang den unge Li Fong (Ben Wang). Han er eminent til kung fu, hvilket hans onkel, Mr. Han (Jackie Chan), heller ikke er bleg for at opmuntre. En familietragedie betyder dog, at han må lægge kampsporten på hylden, da Li og hans mor flytter fra Beijing til New York. Li gør, hvad han kan for at tilpasse sig den nye kultur, men der går ikke længe, før han bliver tvunget ind i nye konflikter, der unægtelig kulminerer i en storstilet turnering. En udfordring, der fører til kultursammenstød på flere planer, da han søger hjælp hos ikke bare sin onkel, men også Daniel LaRusso (Ralph Macchio), for at blive den bedste version af sig selv.
Fuld af charme
Det er virkelig længe siden, jeg har set en film, der var så charmerende. Den uskyldige tidsånd fra 1980’ernes Hollywood-film lever i bedste velgående. Verden er enkel, og historiefortællingen er klassisk, men det gør ikke rejsen mindre elskværdig og fornøjelig.
Alt går op i en højere enhed. Hvad end det er den søde romance mellem Li og Mia (Sadie Stanley), der er bedårende sammen, den klassiske sportshistorie, som en slet skjult metafor for livet, kampen mod uretfærdighed, personificeret ved bøllen Connor, der terroriserer alle omkring sig, fordi han slår hårdest, for slet ikke at tale om actionsekvenserne, der er engagerende nok i sig selv.
Intet burde fungere, fordi vi har set det hele så mange gange før. De oprindelige Karate Kid-film fra 80’erne, var strengt taget heller ikke stor filmkunst, og Netflix-serien Cobra Kai, der har kørt de seneste år, er mere en nostalgisk påmindelse om en svunden tid, end en brillant serie i sig selv.
Alligevel spiller det hele. Når det lykkes at få selv den kedelige Joshua Jackson til at fremstår tiltalende, så ved du, at filmskaberne gør noget ekstraordinært. Selv mundhuggeriet mellem de to gamle læremestre, Mr. Han og Daniel LaRusso, spillet af Jackie Chan og Ralph Macchio, er mere hyggeligt end hovedrystende.
Ben Wang som Li får lov til at spille en karakter med et rigtigt følelsesliv, og Sadie Stanley som Mia får også plads til at etablere en personlighed, der gør det troværdigt, når de to turtelduer begynder at falde for hinanden.
Svær ikke at elske
Jeg sad med et stort smil over hele krydderen gennem filmen. Ja, det kommer ikke til at være noget oscarvindende kunstværk, men der er noget vidunderlige tiltalende over en film, der ved, hvad den er, og som eksekverer det til noget nær perfektion. Karaktererne er elskværdige og relaterbare, historien enkel, men engagerende, og kampscenerne er drevet af ikke bare en velorkestreret koreografi, men også et energisk kameraarbejde, så man bliver fuldstændig opslugt af Lis kamp for at overkomme sit traume og finde sig selv.
Det er i høj grad den oprigtige sentimentalitet, som er kærkommen. I en tid, hvor alle følsomme scener skal punkteres med en dårlig vittighed, er det kun ekstra beundringsværdigt, når nogen tør være uforbeholden, skrøbelig og følsom. Der tør tage en persons traumer alvorligt, uden at tage kritikken på forskud og gøre barnligt grin med den, af frygt for at fremstå kikset.
Dermed ikke sagt, at der ikke er humoristiske indslag, for dem er der ikke sparet på, men når noget er alvorligt, bliver det også taget alvorligt, og det er rart, når filmskaberne stoler nok på sig selv til at være inderlig, når det er på sin plads.
Karate Kid Legends er en film, man bare kan sidde og nyde, uden at blive talt ned til, eller stopfodret med moraliserende og belærende læresætninger. Den er en udsøgt fornøjelse fra start til slut, og hvad mere kan man forlange af en film, der lykkes med både at underholde og opløfte sit publikum.
