Et ritual for at møde mørket og måske genopstå
Hvorfor slugte ulven solen?
Livet på jorden gentager sig selv, uden vi mennesker lærer af det. Fra lyset til mørket og tilbage til lyset igen. Så meget er sikkert i forestillingen Katarsis, hvor instruktør Anja Behrens på godt og ondt har fået tøjlesløs fri leg i vandbassinet. Vi får fragmenter fra den nordiske mytologis skabelsesberetning og ragnarok som eksempler på vores kulturs tidlige syn og varsel på lyset og mørket. Selve ragnarok er den renselse, som ordet Katarsis betyder, som publikum sammen skal igennem for at se lyset igen.
Patrick Baurichter og Signe Egholm Olsen er vores værter og guider os rundt i scenekunstens mange maneger, hvor kunsten måske kan vække vølven, som angiveligt kan kaste nyt lys over sin spådom.
Vi får monologer, ritualer, dans, hypnose, endda en prisoverrækkelse fra Nordisk Råds Litteraturpris, vold og bålets magt. Alt sammen til tonerne fra den bulgarske kulturarv, hvor tre vidunderlige sangerinder, vokalselskabet Glas, har fortolket alt efter, hvad aftenens ritual byder på, og hvor det fører os hen.
Vi længes efter fred og fællesskab
I salen er vi alle sammen vaklende engagerede og aldeles forvirrede. Usikkerheden kommer til udtryk i fnisen og grin på de mest mærkværdige tidspunkter. Foran mig sidder flere og ser meget koncentreret ned i deres medbragte drikkevarer, for det, der sker på scenen, er med al tydelighed for meget for dem.
Alle følelser i teatret er selvfølgelig velkomne, men om forestillingen Katarsis lykkes med at skubbe tilpas meget til sanserne, så vi kan træde forandrede ud på den anden side, er jeg ikke så sikker på.
På papiret, og hvis du sætter en intellektuel lup over ritualet og dets mange valg, er det hele aldeles gennemtænkt, og som kunst er det befriende insisterende. Men hvad nytter det, hvis du ikke vinder publikums forståelse og engagement?
Jeg binder mig til øjeblikket
Scenograf og kostumedesigner Christian Albrectsen har tryllet med især kostumerne, der blander traditioner, ceremonielle symboler og regalier, tilsat et lille pift af popkultur.
Lysdesignet af Magnus Hjortlund er dunkelt og mystisk, og arbejdet med mørket eller, bedre sagt, arbejdet med ikke at sætte lys overalt, er fascinerende.
En længerevarende seance med hypnose satte en midlertidig stopper for fremdriften, som heldigvis kom tilbage i et vredesudbrud, der med trompet satte gang i det, der måske er vølvens nyeste spådom for fremtiden og et ny ragnarok. Her brillierer Signe Egholm Olsen.
Alle har fået et rødt armbånd, som de bliver bedt om at tage på. På armbåndet står der: ”Jeg binder mig til øjeblikket”. Det gjorde jeg virkelig. Jeg har armbåndet på endnu, for jeg tænker og analyserer og bliver hele tiden klogere, men vølven forbliver tavs.
KATARSIS spiller fra 12. september til 3. oktober. 2026. Nørrebro Teater.
Varighed: 90 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Patrick Baurichter, Signe Egholm Olsen, Olivia Teresa Due Pyszko, Sam Koosha, Shanaya Lundorff, Mads Aggerholm, Vokalselskabet Glas – Kamilla Kovacs, Elisabeth Vik, Katrina Petersen. Instruktion & Bearbejdelse: Anja Behrens. Scenografi & Kostumedesign: Christian Albrectsen. komponist & Lyddesign: Emil Assing Høyer. Lysdesign: Magnus Hjortlund. Tekstuddrag fra den poetiske edda, oversat og Kommenteret: Rolf Stavnem. Konsulent: Andrea Hejlskov. Intimkoordinator: Anne Sofie Steen Sverdrup.
