Kollision

Kategori Biografen skrevet af - oktober 31, 2019
Kollision

Avaz brødrene rykker endnu engang ved dansk film

I Kollision følger vi, kort fortalt, Leo (Nikolaj Lie Kaas), der har det hele. Han leder en stor olievirksomhed, og hjemme venter konen Olivia (Cecilie Stenspil), og deres to børn. En skæbnesvanger tragedie får dog alt dette til at smuldre. Det fører ikke blot til en barsk skilsmissesag, men giver også en helt ny betydning til ordsproget, en ulykke kommer sjældent alene.

Dansk melodrama
Jeg må med det samme være ærlig og skrive, at jeg har haft meget svært ved at afkode filmen. Umiddelbart, er det ikke ligefrem min type film, da det er et udpenslet melodrama, hvor der ikke bliver holdt igen med katastroferne, de tragiske misforståelser og de ødelagte mennesker. Det er heller ikke den type film, der normalt bliver hyldet af det danske anmelderkorps. Faktisk tværtimod. Melodramaet er et tabu, når det kommer til dansk film, for med undtagelse af Susanne Bier, er det ikke lykkes for mange at gøre de store følelser spiselige, for det danske publikum, der for det meste bliver fodret med underspillet socialrealisme. Normen i dansk film er jo, at man tager én tragedie, og helst en lille en af slags, og bearbejder den i 90 minutter, og i den kontekst er et storladent følelsesdrama fuldstændig fremmed.

Nogen af dem, der dog har gjort melodramaet mainstream igen og bevist, at det godt kan fungere på dansk, er Avaz brødrene, der med deres debut Mens vi lever, for to år siden, for alvor trådte ind på den danske biografscene.

Nu er det blevet tid til den svære toer, og jeg tør godt sig, at alt er større i Kollision. Fortællerammen er mere omfangsrig, dramaet mere overvældende, alle tænkelige filmiske virkemidler bliver taget i brug, og det enorme ensemble af talentfulde skuespillere bliver lystigt brugt til at vise, hvor mange mennesker, der bliver påvirket af konflikterne i historien.

Til trods for alt det, som jeg normalt ville hade, blev jeg faktisk revet med af filmen, uden at forstå hvorfor? Intellektuelt tænkte jeg, at dramaet var for meget af det gode. Man bliver jo bombarderet med flere følelser, end resten af årets danske film tilsammen. Årsagen til min følelsesmæssige påvirkning, åbenbarede sig dog, da jeg fik talt med instruktør Mehdi Avaz.

Et andet perspektiv
Det er ikke nogen hemmelighed, at Avaz brødrene ikke kommer fra de samme filmindustriklaner som så mange andre danske filmfolk, eller har taget den samme uddannelse, som alle andre, der laver danske film i dag har. Deres årsag til at lave film, er baseret på rendyrket passion, fuldstændig frigjort fra normerne. Det vigtigste er dog, at de med deres iranske baggrund, har et helt andet perspektiv på, hvordan man kommer hinanden ved, end en traditionel flæskestegselskende dansk familie, hvor man helst ikke vil fortælle, hvad man går og føler. Jeg kender selv den iranske kultur på nærmeste hold, og kan skrive under på, at man på ingen måde ligger fingrene imellem, hvordan man føler, og helt generelt bruger mere tid, på at værdsætte ens familiære relationer, end man gør i den danske kultur.

Så når Olivia eller Leo reagerer emotionelt og voldsomt, på de dilemmaer de bliver sat i, og det i dansk målestok måske virker lidt overdrevet, er det faktisk underspillet, i forhold til, hvad jeg har selv har været vidne til i et iransk perspektiv. Den helt store lakmustest, for om man vil elske eller hade Kollision, er derfor, om man kan rumme de store følelser eller ej.

Filmisk uovertruffen
Nu har jeg brugt meget spalteplads på at dekonstruere den cinematiske helhedsoplevelse, og det er ikke nogen tilfældig ørkenvandring. For hiver vi fat i de tekniske aspekter af produktionen, har jeg stort set ikke andet end roser tilovers.

Mens vi lever, var allerede en ualmindelig flot dansk film, og man kan virkelig se, at Avaz brødrenes blik for den visuelle fortælling, tager et skridt op ad stigen, nu hvor de faktisk har fået støtte og opbakning fra DFI. Hvad end vi er på en olieboreplatform, et hus eller en retssal, er indstillingerne tydeligt velovervejet. Det musikalske tema bliver også denne gang komponeret af Bent Fabricius-Bjerre, og det er så kontrapunktisk i sin afdæmpethed, at det fungerer som den perfekte modpol, til det narrative drama. Dramaet er voldsomt nok i sig selv, så det vidner om en stor modenhed, at brødrene holder igen med strygerne, selvom de fleste andre, ikke ville kunne nænne sig.

Skuespillerne er også helt fantastiske. Der er en grund til, at Nikolaj Lie Kaas er blevet synonym med biografsucces, for han er uden tvivl en af de allerbedste danske skuespillere, vi nogensinde har haft. Leo skal så meget tragisk igennem, og kunne meget let være endt som en ufrivillig komisk skikkelse, hvis ikke det var fordi, at Lie Kaas tilfører ham en autenticitet, som gør hver eneste af hans gestikulationer troværdige. Han bliver også godt flankeret af folk som Nicolas Bro, Rasmus Bjerg, Tommy Kenter, Sebastian Jessen, Olaf Johannessen og ikke mindst Cecilie Stenspil, der tilfører en ekstra dimension til den noget underfortalte Olivia. Når man har folk som disse med, gør det også den til tider lidt for teatralske dialog, meget mere spiselig.

Lovende fremtiden
Med deres anden spillefilm, markerer Avaz brødrene sig for alvor som et frisk pust på den danske filmscene. Man kan ikke sætte en finger på deres cinematiske evner, der kun er blevet bedre, og med et så fantastisk ensemble, anført af altid gode Nikolaj Lie Kaas, kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at skuespillerne er hjerteskærende autentiske. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at den nok skal få mange til at stortude, når rulleteksterne kører henover skærmen.

Den store anke for nogen vil dog være, at den ikke holder sig tilbage fra at vise de store følelser. Melodramaet er jo nærmest et tabu i Danmark, særligt blandt anmelderkredse, hvor det ikke anses for at være stor filmkunst.

Avaz brødrene er dog tydeligvis ligeglade med det, og uanset hvad man synes om følelsesladede dramaer, er det beundringsværdigt, at de tør gå mod strømmen og have deres helt eget udtryk. Jeg er i hvert fald personlig glad for, at de bidrager med et helt andet talentfuldt perspektiv, der rykker ved normerne i den danske filmindustri.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her