Et frisk pust i dansk film
Med Krølle Bølle vækkes Ludvig Mahlers klassiske børnebogsfigur til live på det store lærred. Historien foregår, selvfølgelig, på Bornholms klipper, hvor den legesyge troldeunge Krølle Bølle bor med sin familie. Troldenes verden er styret af regler, hvoraf den vigtigste er, at man aldrig må gå op til overfladen, for menneskerne er dødsensfarlige.
Troldenes huler er dog begyndt at buldre, og så er reglerne ikke nok til at holde den eventyrlystne Krølle Bølle tilbage. Han trodser ikke overraskende forbuddet og sniger sig op i menneskenes verden, tæt forfulgt af sin lillesøster Borra. Men hvad der starter som en uskyldig rejse, ender med at genantænde den gamle konflikt mellem trolde og mennesker.
En gennemført børnefilm
Der er meget positivt at skrive om den danske familiefilm Krølle Bølle. Ikke bare er det dejligt med et friskt pust i dansk film, hvor nogen tør kaste sig over noget så usædvanligt, som en blanding af animation og live-action. Særligt den første del af filmen, der udelukkende er animeret, fortjener roser, for her har de dygtige animatorerne kunne folde sig ud på en måde, som ikke kan lade sig gøre, når de animerede trolde møder virkelige skuespillere.
Begrænsningerne er åbenlyse, fx når antallet af indstillingerne, hvor troldene og menneskerne direkte interagerer, kan tælles på to hænder. Der bliver dog tænkt kreativt, og filmskaberne skal have ros for at have planlagt sig elegant ud af det faktum, at de ikke har et uendeligt budget, som visse amerikanske filmproduktioner.
Resultatet er en meget sød historie, der på alle måder fortælles fra børnenes perspektiv. Vi følger ikke bare den unge Krølle Bølle, der som alle andre børn roder sig ud i problemer på grund af hans nysgerrighed, men møder også menneskepigen Trine, der som stand-in for børnene i biografsalen, helt sikkert kan spejle sig i hendes fantasi og store ønske om at lege.
Stor filmkunst bliver det aldrig, det er filmen for entydigt rettet mod de yngste i familien til at blive. Der mangler de mere universelle dimensioner, der gør familiefilmen så rammende for folk på tværs af aldersskel. Det er dog ikke noget at kimse ad, filmskaberne fortjener derimod store roser for at kaste sig ud i et projekt, som ikke burde kunne lade sig gøre i Danmark, og på mirakuløs vis slippe afsted med at have skabt en film, der fungerer.
