Juliette Binoche er endnu engang fantastisk.

I det italienske drama L’attesa, følger vi Anna (Juliette Binoche), der efter at have lidt et smerteligt tab, har valgt at tilbringe al sin tid alene i en villa i Sicilien. Hun får dog ikke lov til at blive alene alt for længe, da sønnens kæreste Jeanne (Loue de Laâge) pludselig dukker op. Hun påstår, at Annas søn, Guiseppe, har inviteret hende til Sicilien, men der er bare det problem, at Guiseppe slet ikke er at finde nogen steder.

Tiden går, og Guiseppe dukker ikke op, men til gengæld opstår der et uventet venskab mellem Anna og Jeanne, der dog er dømt til at ende ulykkeligt.

Binoche stråler.
Hvis der er nogen filmen gør fremragende, så er det at skabe en kulisse, hvor Binoche for alvor kan boltre sig. Det er en film fuld af symbolisme, og flotte, men eftertænksomme billeder, der fremhæver skønheden i den sicilianske landskab. Inden for denne ramme viser Binoche nok engang, at hun er en af de allerstørste nulevende performere. Det handler nemlig aldrig om, at hun skal ligner en reklame for en ansigtscreme. Det handler i stedet altid om at nå ind til den menneskelige kerne i karakteren, og det er en både gribende og sørgelig rejse.

Hvad angår instruktøren Piero Messina, så er han elev af Paolo Sorrentino, en af filmmediets største auteurs. Det er ikke bare en god beskrivelse af, hvem Messina er, men også af filmen som helhed. Sporene af Sorrentino kan hele tiden anes gennem filmen, og det er selvfølgelig et kvalitetstegn. Det er dog også svært at spore Messinas eget udtryk. På den måde er det en underligt upersonlig film, der aldrig formår at skille sig nok ud fra de mesterværker den henviser til.

L’attesa, er på alle måder en smuk og subtil film, om det store tab og de ubehagelige følelser vi forsøger at holde tilbage fra overfladen. Juliette Binoche er fantastisk som altid, og den unge Loue de Laâge kan sagtens stå på egne ben over for Binoche. Men når alt kommer til alt, så svækkes opleves delvist af en forudsigelig historie, og en manglende personlighed i det visuelle udtryk. Det er dog en god debut fra Messina, og lover godt for fremtiden.