Lev om natten

Kategori Biografen af - januar 12, 2017
Lev om natten

En fornem fjerde film fra Affleck

Der huserer delte meninger omkring Ben Afflecks evner foran kameraet, men der er ikke mange der er uenige i, at han bag kameraet er en fremragende instruktør. Således har hans tre første spillefilm alle modtaget stor ros, og tiden er nu kommet til hans fjerde film, ”Lev om Natten” (”Live by Night” på originalsprog).

I filmen spiller Ben Affleck selv hovedrollen som den kriminelle Joe Coughlin, der bevæger sig rundt i den kriminelle underverden i Boston i 1920’erne. Efter et kup er gået galt, og at Joe oven i købet er blevet forrådt, ender han et par år i fængsel, hvorefter han rykker til Florida for at opsøge hævn, og samtidig opbygge et gangsterimperium for en italiensk mafioso.

Alt for mange historier
Man bliver kastet direkte ind i historien, og allerede efter de første ti minutter er man blevet introduceret for en masse karakterer, som man skal føle med uden, at man endnu har nået at skabe et bånd til dem. Dette bliver dog bedre da Joe rykker til Florida, og filmen sænker tempoet en lille smule. Alligevel sidder man dog til sidst med en følelse af ikke for alvor at være kommet ind under huden på karaktererne, da der simpelthen er for mange af dem. Filmen prøver på sin lidt over to timers lange spilletid at gabe over alverdens sidehistorier, og kun et begrænset antal af dem virker relevante og interessante. En mere stringent historie havde været at foretrække, da der så havde været tid til at gå mere i dybden med historien og karaktererne.

Alligevel skal det dog nævnes at ”Lev om natten” konstant er underholdende, og den kører i et højt tempo, som fastholder ens interesse fra start til slut. Samtidig har filmen et utrolig flot produktion design, og både kolde depressionsramte Boston, og varme eksotiske Florida bliver fremstillet lækkert og troværdigt. Ben Affleck og resten af skuespillerene gør et fint job, selvom de fra tid til anden bliver tildelt lidt for klichefyldt dialog, med for mange banale symbolikker og allegorier.

Ben Afflecks fjerde film lever efter min mening ikke op til hans forrige tre. Filmen er flot og underholdende, men vil simpelthen så meget at man som tilskuer ikke når at få den helt store interesse for historierne og karaktererne. Jeg ligger et sted mellem tre og fire stjerne, men det faktum at jeg under hele filmen slet ikke kedede mig, gør at jeg giver ”Lev om natten” fire stjerne.

  • Release Date: 1/12/2017
Kommentarer er lukket.