Ohana betyder familie
Det her er en anmeldelse af live-action udgaven af Lilo & Stitch, men vi kommer ikke udenom at starte ved begyndelsen, som er Disneys animerede klassiker fra 2002.
Dengang, for 23 år siden, blev filmen hovedsageligt håndtegnet i traditionel 2D animation med enkelte undtagelser, og for at give filmen en anderledes tone i en tid, der ellers var domineret af 3D-computergrafik, blev baggrundene lavet som akvareltegninger.
Det er nok de færreste, der tænker over det eller husker det som årsagen til, at filmen bliver nævnt som en Disney-klassiker. Det er nok mere historien om den ensomme Lilo, der ønsker sig en rigtig ven, der er lige så uheldig og fyldt med kaos som hende selv, der både dengang og nu gjorde udslaget.
Men for mange, inklusiv mig selv, bliver det betragtet som den sidste klassiker, inden computeren i en længere årrække tog alt fokus fra historierne, og her taler vi altså om Disney og ikke Pixar, som først blev opkøbt fire år senere.
Nu, i 2025, kommer der altså så en ny version, udgave, gentænkning, kald det hvad du vil, men vi skal tilbage til den ensomme pige fra Hawaii, der bor alene sammen med sin storesøster, efter forældrene er døde. Livet er svært og i denne version er storesøsters del af fortællingen anderledes hård, selv om næsten alt er det samme. Men det, at det ikke er en tegning, men et menneske, gør for en gangs skyld denne del af historien bedre og mere relaterbar for de voksne i salen. Børnene er nok mest eller kun interesseret i kaosprojektet eksperiment 626.
Om Lilo & Stitch i en live-action udgave er en nødvendighed, er nemt at svare på. Nej, det er det ikke, men nu er den her, og rigtig meget af filmen virker. Manuskriptet er med få undtagelser det samme. Jeg kan ikke skrive mere om det uden at træde ind i spoilerterritorium, og det skal vi jo ikke, så jeg nøjes med at skrive, at slutningen har fået en mindre tillægsscene, som desværre trækker mere ned end op.
Maia Kealoha gør det glimrende som Lilo, selvom det nogle gange er lidt for tydeligt, at hun spiller til en dukke eller tennisbold, eller hvad der nu har været at holde øjnene på. Men det er nu engang også noget, der er lige så svært for de voksne i så mange andre film.
Sydney Elizebeth Agudong løfter storesøster op fra en nødvendig birolle til at være tæt på at dele hovedrollepodiet. Det er nok et bevidst valg for at sikre bare en smule dybde. Animationen er vellykket, og Stitch folder sig ud, lige som han skal, og man havde håbet på.
Her er der ingen animationsjusteringer a la Sonic, der kan få fans op i det røde felt.
Lilo & Stitch er en udmærket film at se i biografen. Det er for hele familien. Den er sjov, men har samtidig noget på hjerte. De danske stemmer gør det fint, men mixet virker en smule forjaget. Dialogen drukner i effektlyde, hver gang der sker for meget i lydbilledet på samme tid.
Jeg vil til enhver tid anbefale 2002-versionen, men når det kommer til en lang række af live-action genindspilninger, er Lilo & Stitch en af de bedre.
