En begavet satire over det klassiske kostumedrama

Love & Friendship foregår i England i 1790’erne, og fortæller historien om enken Lady Susan (Kate Beckinsale), der efter hendes mands bortgang beslutter sig for at flytte ind hos sin svigerfamilie. I starten er hun meget charmende, men der går ikke længe inden det viser sig, at hun har bagvedliggende motiver, og har i sinde at finde sig en ny mand, både til hende selv og hendes datter.

En udstilling af intriger og drama.
Til trods for det meget stereotypiske plot, så er Love & Friendship et noget atypisk kostumedrama. Det er næsten en satire over Jane Austen, og det er til trods for, at historien er baseret på en af hendes tidligere værker. Den besidder en meget moderne satirisk kant og er en virkelig god introduktion til genren, hvis man som mig ikke er den store fan af rammen omkring de victorianske dramaer. Allerede fra vi introduceres til personerne gennem meget opfindsomme close-ups og ironiske navneskilte, bliver det meget let og glidende etableret, hvad der er det vigtige i et kostumedrama – intrigerne mellem karaktererne.

Og det er her i samspillet mellem disse aristokrater, at historien bliver fortalt. Det er i særdeleshed Tom Bennet, der som en ung Michael Palin, hopper ind og fuldstændig stjæler scenen som en mindre begavet adelsmand.

Langsomt begynder man at forstå den aristokratiske kultur og hvor langt væk denne samfundsstruktur er fra den vi kender i dag. Hele denne overdrevne ordentlige og høflige måde at manøvrere sig rundt i den sociale sfære er i sig selv meget unaturlig, og det sørger filmskaberne for at gøre grin med og udstille, uden vi på noget tidspunkt ender over i amerikansk plat latterliggørelse.

For gennem vores hovedkarakter, Lady Susan, spillet af den smukke Kate Beckinsale, bliver hele systemet langsomt pillet fra hinanden. Hun er nemlig så opportunistisk, at hver eneste handling fra hendes side, har til formål at fremme hende selv, men fordi hun aldrig er direkte uhøflig kan hun slippe afsted med det. Og langsomt kunne jeg mærke, at jeg begyndte og hade hendes karakter noget så vederstyggeligt, og ønskede at hele kulturen var mere afslappet, så folk turde sige hende imod når hun manipulere dem. På den led er den en succes, at man kan få mig emotionelt investeret, særligt når genren aldrig har været tiltalende for mig.

Alt i alt kunne fandt jeg filmen som helhed meget underholdende. Jeg blev investeret i historien og karaktererne, og tog parti i dramaet undervejs, hvilket jeg tænkte var umuligt tidligere. Der er dog ikke noget ekstraordinært i selve filmen udover de satiriske tvists undervejs, hvilket gør det svært at anbefale den som andet et pudsigt humoristisk pust ind i en meget stiv genre.