En hæsblæsende spændingsfilm om en fantast
I Marty Supreme rejser vi tilbage til 1950’erne. Det er lige efter anden verdenskrig, og her møder vi den unge Marty Mauser, der drømmer om at blive verdens bedste bordtennisspiller. Der er bare det problem, at han er skosælger, og der er heller ikke nogen i USA, som interesserer sig det mindste for sporten. Hans ego er dog større end som så, og i takt med, at han forsøger at indfri sin drøm, roder han sig ud og flere og større problemer, mens han forsøger at undgå og stille sig selv spørgsmålet, om de store ambitioner er det hele værd.
Fra første sekund vi møder Marty, og han forsøger at bilde en kunde ind, at en skostørrelse 8,5 er en 9,5, ved vi, at han er personificeringen af at springe over hvor gærdet er lavest. Det markerer også startskuddet på mere en to timers konstant konflikteskalering og selvforskyldte problemer for Marty.
For ikke nok med, at han er overambitiøs, så er han også omgivet af mennesker, der elsker ham. Det er bare en dårlig cocktail, når man kun er interesseret i egen vinding, og ikke overraskende opskriften på den helt store katastrofe. Og for at gøre det ekstra tydeligt, hvor malplaceret Martys perspektiv er, er hans store mål i livet at blive verdensmester i noget så ligegyldigt som bordtennis. Ikke fordi det er en særlig sport, men fordi han kan skabe sig et navn, som den første nævneværdige amerikaner indenfor sportsgrenen.
Nervepirrende godt skruet sammen
Timothee Chalamet er ikke overraskende overbevisende som et røvhul, der som en patologisk løgner ikke kan stoppe sig selv i at lyve, bedrage og udnytte alle omkring sig, indtil han virkelig er alene og har brændt alle broer.
Det er dog ikke bare Marty, men hele filmen, der virkelig har fat over feltet. Selvom vi er rejst tilbage til 50’erne, er soundtracket så 80’er-agtigt som det overhovedet kan lade sig gøre, med rigtig synthesizerlyd og hele molevitten. Alle scener er også klippet, som var det en spændingsfilm, og det er alt sammen med til at skabe en stemning, er er hæsblæsende og nervepirrende fra start til slut.
Ikke alt er imidlertid perfekt. Det er en meget vulgær og banal fortælling, ligesom man også til tider tænker, at der må være grænser for, hvor overmodig Marty kan være.
Men i sidste ende, går det hele op i en højere enhed, så Marty Supreme står tilbage som en meget sigende dekonstruktion af portræt af manden, eneren, som amerikanerne elsker at stille op på en piedestal, men som i virkeligheden sjældent fortjener det. Når man fjerner al glimmer og glamour, er han ikke en “self-made man”, men en nasserøv, der udnytter alle omkring sig.
Den største bedrift er dog, at filmen er så dragende og underholdende fra start til slut. Der er en kinetisk energi i portrættet af Marty Mauser, som på alle måder er usympatisk, men også repræsenterer så meget af det, der kendetegner USA, på godt, men mest ondt.
For er der noget mere amerikansk end, at uanset hvor mange du har pisset på, uanset hvor selvoptaget du er, og uanset hvor mange chancer du har misbrugt, får du altid en ekstra chance til – men kun til dem, der fortjener det allermindst, og er der noget mere amerikansk end det.
