Rendyrket popcorn underholdning,
undtagen når den ikke er
Man skal være lovligt undskyldt, hvis ikke man har de helt store forventninger til Masters of the Universe. Listen er efterhånden lang med nostalgiske film, baseret på 80’ernes børneunderholdning, som slet ikke har kunne stable hverken en god historie eller en god biografoplevelse sammen. Man kan bare kigge på G.I. Joe filmene, hvis man er i tvivl om, hvorfor et genkendeligt brand fra dine forældres barndom på ingen måde er en garanti for solid underholdning.
Hvis du er nervøs for, at den samme skæbne er tilfaldet Masters of the Universe, kan jeg berolige dig med, at det slet ikke er så slemt, men nogen home-run, er der dog heller ikke tale om.
Fanget mellem to stole
I denne version af historien om helten He-Man, er han ikke så meget et stort muskelbundt, men i virkeligheden den empatiske og klejne Prins Adam, der på ingen måder hører til i den barske fantasy-verden, Eternia. Hans far, Kong Randor, forsøger at gøre ham hård, men må se skuffende til, når hans søn hellere vil dialogen end svinge med sværdet. Opdragelsen stopper dog brat, da skurken Skeletor angriber og erobrer deres rige, hvorefter Adam blive sendt væk til sin mors hjemverden, Jorden, så han en dag kan vende stærkt tilbage og tilbageerobre sin fars rige. Så let går det dog ikke, og da vi møder Adam 15 år senere, er han alt andet end klar, da skæbnen sender ham tilbage til Eternia.
Det er et meget enkelt og banalt plot, og filmen lægger heller ikke skjul på, at præmissen og karaktererne er temmelig fjollede. Vi bliver fx udsat for et utallig af mere eller mindre umorsomme vittigheder om karakteren Fisto, som kan, du ved, med sin store hånd.
At filmskaberne til tider nærmest skammer sig over det oprindelige forelæg, er det helt store fejltrin. Det gør helhedsoplevelsen ingen tjeneste, for hvis man synes det hele er lidt pinligt, og konstant gør publikum opmærksom på det, punkterer man ikke bare stemningen, man forhindrer den i at blive opbygget.
Fornøjelig i perioder
Dette er ekstra ærgerligt, for selvironien er langtfra konstant, og resten af tiden leverer Master of the Universe overraskende solid popcorn underholdning. Der bliver ikke sparet på krudtet, når slagene skal slås, og så er der noget befriende over, at man ikke forsøger at fremtvinge en dybde, der ikke eksisterer i et farverigt persongalleri, som oprindeligt blev skabt for at sælge action figurer.
Skeletor er fx bare ond og elsker at være en skurk, og så behøver man ikke bekymre sig så meget om hans barndom eller nogen anden tragisk forhistorie. Og når det hele kører, er det også lettere at ignorere, når karakterer pludselig holder op med at slås, så deres modstander kan holde en moralsk tale, som var det taget direkte fra en ”Saturday Morning Cartoon”.
Masters of the Universe er solid underholdning, når den ikke skammer sig over at være baseret på en serie skabt af Mattel. Der er masser af velkoreograferede actionscener i farverige omgivelser, og Nicholas Galitzine er slet ikke dårlig i denne mere følsomme udgave af He-Man.
Jared Leto er overraskende nok, det helt store højdepunkt som den helt igennem endimensionelle skurk Skeletor, og når filmen er en live-action tegnefilm, kan man som voksen også grine med over, hvor absurd og skørt, det hele er. Desværre griner filmen, lidt for meget af sig selv, og det forhindrer den i for alvor at bryde med forbandelsen, der har ramt så mange andre live-action adaptationer af tegnefilmsserier fra 80’erne, der aldrig helt rammer plet, også selvom instruktør Travis Knight i perioder er meget tæt på.
