Et overfladisk festfyrværkeri
Vi har at gøre med en film, som er noget af et Frankensteins monster i mere end en forstand. Ikke bare er Michael en film, der tydeligt er blevet efterredigeret og justeret så mange gange, at hele fire klippere er krediteret for deres arbejde, men det er også en historie uden nogen slutning, fordi livshistorien slutter i 80’erne, før Michael Jacksons voksenliv tog en mere dramatisk drejning efter bruddet med familien og anklagerne om misbrug af børn.
Fortællestrukturen er ellers velkendt. Vi starter med en stor koncert, og så hopper vi tilbage til de spæde år, hvorefter vi følger Michael Jacksons liv kronologisk. Du får alle de store nedslag, lige fra starten med The Jackson 5, over til hans første album, den storsælgende Thriller, selvværdsproblemer og ikke mindst den konstante kamp med sin tyranniske far, der mente at have havde ejerskab over al succes i sønnens liv.
@ 2025 Lionsgate | Photo Credit Kevin Mazur
Effektfuldt og underholdende
Det er alt sammen meget enkelt og letfordøjeligt som et drama, alle kan følge med i, hvor alle spiller tydelige arketype. Vi bliver også stopfodret med så mange optrædener og Michael Jacksons enormt fantastiske musik, at langt de fleste nok skal føle sig solidt underholdt, alene af den grund. Man kan heller ikke sætter en finger på skuespillet, hvor både etablerede folk som Colman Domingo i rollen som faren Joseph, og Michael Jacksons nevø, Jaafar Jackson, der springer ud som skuespiller i hovedrollen, på ingen måde falder igennem.
Når alt nu, tilsyneladende, er så velfungerende i den kommercielle forstand, hvorfor er jeg så alligevel lunken. Ja, det skyldes, at det sådan set ikke er en hel film, men blot første del.
@ 2025 Lionsgate | Photo Credit Kevin Mazur
Et halvfærdigt portræt
Selvom vi følger det klassiske musikportræt med alle klichéerne, det generelle biografpublikum elsker, slutter vi ved det første store vendepunkt. Hele Michaels voksenliv, når vi slet ikke til, før rulleteksterne løber hen over skærmen, med en besked om, at Michael rejse fortsætter, øjensynligt i en toer.
Man føler sig selvsagt skuffet, særligt, når det er tydeligt, at handlingen træder vande med enormt meget fyld og alt for lange montager, der ikke skubber handlingen fremad. Det, kombineret med den relativt korte spilletid på godt to timer, gør, at man savner en mere effektivt klippet film, men så skulle de nok have fat i en femte klipper.
Involveringen af Michael Jacksons familie hænger også som en sky over alt. Man sidder klart tilbage med et indtryk af, at det vi får lov at se, er nøje udvalgt af boet fra Michael Jackson.
Det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at skurken er Michaels far, Joseph, der som den eneste er gået bort, og derfor også er den eneste, der ikke er krediteret som producer.
Og når rollerne er tegnet så firkantet tegnet op, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad de ikke har villet fortælle, af frygt for at fremstå negativt.
@ 2025 Lionsgate | Photo Credit Kevin Mazur
Som skræddersyet til sit publikum
Derfor er Michael et musikportræt, der underholder på den meste overfladiske vis. Vi får ikke mange nye sider af Michael at se, og med undtagelse af hans far, Joseph Jacksons, terroriserende opdragelse, er der heller ikke megen konflikt at spore. Ligesom med Bohemian Rhapsody, finder Michael Jackson bare på sine sange ud af det blå. Der er ovenikøbet fundet plads til en ufrivilligt komisk scene, hvor han fortæller, at han venter på guddommelig inspiration. Så lidt er filmskaberne interesseret i den musikalske proces.
Men samtidig er det også svært at blive virkelig forarget. Det er ikke nogen hemmelighed, at filmproduktionen har været hæmmet af juridiske benspænd, og når filmskaberne måske slet ikke må skildre nogen af de mere dystre tider i Michael Jacksons liv gennem 90’erne og 00’erne, er det nok smartere bare at spille en samling af hans ’Greatest Hits’.
Så selvom det er enormt skuffende, at vi ikke får den film, man kunne have håbet på, der dekonstruerede heltedyrkelsen i stedet for at underbygge den, er det også en oplevelse, der er indrettet, så man kan nyde de mange bundsolide og ikoniske popnumre, der stadig svinger den dag i dag. Den er som skræddersyet til de største Michael Jacksons fans, for her er ingen dårlige vibes kun fremragende musik med lidt drama krydret hen over – og det er nok også det, de fleste gerne vil have ud af en film som denne.
