Miss Viborg

Kategori Biografen skrevet af - april 07, 2022
Miss Viborg

En sympatisk, men uraffineret instruktørdebut

I Miss Viborg møder vi den 61-årige Solvej (Ragnhild Kaasgaard), der lever en fuldstændig isoleret eksistens, hvor det eneste tidspunkt hun forlader sin lejlighed, er når hun skal pushe sine receptpligtige piller. På den anden side ad gangen finder vi den 17-årige Kate, der også er gået i stå i sit liv, og de to vidt forskellige mennesker danner, på et endnu mere usædvanligt grundlag et venskab, der tvinger dem begge til at overveje om livet har mere at byde på.

En historie om ”de andre”
Det er vildt sympatisk at hive fast i nogle mennesker, der lever en fremtidsløs tilværelse, og som gør nogle ting, de fleste nok vil finde forkastelige, såsom at sjæle og pushe smertestillende stoffer, og så alligevel vise, at de også er mennesker som fortjener at blive hørt og forstået. Det er et meget fint budskab, men et budskab skaber ikke en film alene.

Fordi selvom jeg kan skrive langt og længe om, hvor fed jeg synes ideen bag er, er det straks sværere for mig at skamrose den som en cinematisk oplevelse. Det er ikke nogen særlig lang film, på kun lidt over halvanden time, men jeg blev aldrig rigtig engageret. De to hovedkarakterer, Solvej og Kate, starter som meget klare arketyper, men de kommer ikke ligefrem på nogen tankevækkende rejse. De har en meget, meget klar udviklingsrejse, som de skal på, og ligesom med budskabet kan det være nok så fornemt og sympatisk, men det er ærligt talt en lille smule kedsommeligt, at man meget tidligt kan udlede, hvor filmen begiver sig hen for at hænge sammen.

Lever på skuespillet
De to skuespillere gør det såmænd meget fint. Den modne Ragnhild Korsgaard er i hvert fald ikke bange af sig, og gør virkelig hvad hun kan for at få Solvej til at fremstå mindre endimensionel. Den yngre Isabella Møller Hansen er også meget passende med al sin ungdommelighed, og når filmen er mest engagerende, er det i konfrontationerne mellem to mennesker, der begge har ondt i livet, men befinder sig to vidt forskellige steder på færden.

Man kan også mærke, at det er en instruktørdebut. Den har en meget klar og letforståelig historie, og et budskab som i hvert fald er interessant på papiret, men det filmiske håndværk er ikke rigtig helt på plads endnu. Til trods for, at vi tilbringer al tiden i selskab med de to karakterer, formår de aldrig at blive mere end i bedste fald todimensionale, og det er lidt gumpetungt at arbejde sig igennem et karakterdrevet drama, når karakterbeskrivelserne ikke er helt så raffineret.

Vi ser dog glimtvis et filmisk håndværk, som tegner godt for fremtiden. Som eksempelvis, at filmen ikke direkte skærer ud i pap, at Kate er i gang med at bevare den sociale arv, men i stedet bare viser, at hendes mor arbejder på en fastfood restaurant, og så er det op til tilskueren selv at regne ud, at det er derfor hendes mor presser hende så hårdt. Det er bare et eksempel, på at Marianne Blicher forstår filmmediets styrker, men det er som sagt desværre kun i glemt. Så selvom hendes debut ikke var en homerun for midt vedkommende, er jeg stadig håbefuld for fremtiden, og ser frem til se, hvordan tingene kommer til at udvikle sig, efterhånden som Marianne Blicher opnår mere erfaring i instruktørstolen.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.