Skulle have været en komedie i stedet for et drama
Mortal Kombat II fortsætter historien fra den første film fra 2021. Denne gang er det endelig blevet tid til, at en gruppe udvalgte krigere skal kæmpe på Jordens vegne mod overnaturlige krigere i Mortal Kombat-turneringen. Præmissen er ganske enkel, men kan menneskehedens repræsentanter håndtere overmagten?
Den svære adaptation
Det er altid en umanerlig svær opgave at oversætte et videospil til det store lærred. Selvom der har været finansielle succeser så sent som i år med Super Mario Galaxy Filmen, er det småt med de helt store oplevelser, der hænger ved, for hvordan skal man egentlig oversætte noget så banalt som et kampspil uden nogen historie til et narrativt medie som spillefilmen?
Løsningen var i den første film at opfinde en række nye karakterer, der kunne danne fundamentet for en mere cinematisk mytologi fuld af tragedier og intriger, der kunne fylde tiden ud mellem slåskampene. Det kom der en meget melodramatisk, men også overseriøs film ud af.
Derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Mortal Kombat II korrigerer ved at genintroducere biografpublikummet til Johnny Cage, en faldefærdig skuespiller, der tilfældes har menneskehedens skæbne i sine hænder. Med ham tilføres der lidt tiltrængt humor og menneskelighed til de overnaturlige skabninger, der taler i et væk om skæbne og retfærdighed.
Man skal dog ikke forvente de helt store ændringer i hverken tone eller kvalitet fra den første. Vi befinder os ikke pludselig i en Joss Whedon film, for selvom Karl Urbans Johnny Cage fylder meget på plakaten, er han kun en birolle i en historie, der resten af tiden fastholder tonen fra etteren.
For seriøs til sit eget bedste
Derfor har vi igen at gøre med en film, der er lidt for seriøs til sit eget bedste. Jeg finder det personligt beundringsværdigt, at filmskaberne ihærdigt forsøger at tilføre dybde til begivenhederne, men det er stadig en film, der udelukkende er tiltalende for sine actionsekvenser, og så er forhistorien kun noget, der forstyrrer.
Vi introduceres fx til Kitana gennem en meget langt flashback, hvor vi får etableret, hvorfor Shao Kahn er så ond og vil overtage Jorden, men det bliver gjort gennem en så lang og grotesk voldelig kampscene, at man har svært ved at tage det alvorligt, når den unge Kitana nægter at knæle.
Så selvom der er blevet gjort en masse for, at vi skal engagere os i karaktererne, er det aldrig noget, som fanger ens interesse. Der er stadig masser af action og overdrevne dødsscener, hvor folk myrdes på makabre og bombastisk maner, som har sin charme, men alt andet trækker kun oplevelsen ned.
Mortal Kombat II fortsætter, hvor den forrige slap. Det er stadig en alt for selvhøjtidelig film. I en historie, der omhandler dæmoner, guder, dødsturneringer med tvivlsomme regler, superskurke, endeløse monologer og karakterer, som aldrig rigtig kan dø, fordi sådan er reglerne i videospillene, havde det nok været bedre ikke at tage tingene alt for alvorligt.
Johnny Cage tilfører lidt liv og charme til en ellers meget flad og repetitiv oplevelse, men selvom Karl Urban med lethed indtager rollen som den afdankede Hollywoodstjerne, er det for lille et sidespring, fra det usammenhængende melodrama, til at kunne løfte resten af filmen. En film, der dog er et skridt i den rigtige retning. Så måske det lykkes at ramme den rigtige balance næste gang.
