Nordsøen

Kategori Biografen skrevet af - maj 19, 2022
Nordsøen

En katastrofefilm, der kan konkurrere med Hollywood

Nordsøen lægger sig i forlængelse af mange andre katastrofefilm, hvor man tager en idé og fører den fuldstændig ud i livet. Derfor er det nok heller ikke overraskende, at det er en af Norges dyreste film til dato.

Vi når aldrig i nærheden af de højtbudgetterede amerikanske katastrofefilm, hvor hele verden går under på opfindsom vis, som det eksempelvis er tilfældet i Roland Emmerichs kavalkade af dommedagseskapader. Der er stadig jordforbindelse og katastrofen forbliver primært centreret omkring en enkel olieboreplatform, og alt det, som der overhovedet kan gå galt på sådan en. Dramaet er der dog ikke holdt igen med.

Ekstremt vellavet
I hovedrollen finder vi den unge iværksætter Sofia, som er ekspert i at bruge en særlig undervandsrobot, der kan nå steder hen, som vi mennesker slet ikke kan komme i nærheden af. Hendes kæreste Stian bliver fanget på en olieplatform, der knækker over og ender langt under havoverfladen. Firmaet vil ikke risikere en redningsaktion, så det er kun Sofia og hendes kollega Arthur, som i et kapløb mod tiden og naturen, kan redde Stian.

En film som denne skal man ikke se, fordi man ønsker at blive intellektuelt stimuleret, fordi det er i høj grad effekterne, som driver værket. Og selvom det, som allerede nævnt, ikke er på niveau med Independence Day, Geostorm, og hvad der ellers er blevet produceret af amerikanerne over tiden, så fungerer det alligevel. Kameraarbejdet er enormt klaustrofobisk, eksplosionerne er intense og lyden er tilpas voldsom, til den altødelæggende kulisse.

Der er selvfølgelig også en menneskelig dimension, med bureaukratiske forretningsmænd og mennesker, der prøver at hjælper hinanden under ualmindeligt livsfarlige omstændigheder. Dybt, kan man dog ikke sige at det er, og med undtagelse af forholdet mellem Stian og Sofia, er der ikke meget andet end det bombastiske, som skubber historien fremad.

I det store hele, gør det dog ikke noget, fordi Nørdsøen leverer den, den skal. Den er en effektfuld og vellavet katastrofefilm, med så velorkestreret action, og en benhård og stærk kvinde i hovedrollen, at den uden tvivl vil underholde det tiltænkte publikum. Den går nok ikke over i filmhistorien som helhed, men det vidner i hvert fald om, at også nordmændene kan lave episke film, som er lige så kompetente, som de pompøse amerikanere.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.