I filmen følger vi en gruppe udødelige mennesker, der ligesom Connor MacLeod ikke ved hvorfor det lige netop er dem, der ikke kan dø. De har levet i årtusinder og kæmpet for at gøre verden til et bedre sted, men under en mission bliver deres udødelighed afsløret, og så er det lige pludselig ikke så fedt at være udødelig.

Var filmen blevet lavet i 90’erne var det en hjernedød actionfilm med Arnold Schwarzenegger, der skamløst ville dyrke sit absurde koncept og køre filmen hjem på Arnold eller en anden actionstjernes charme. Det kunne man gøre for 30 år siden, fordi det var en enklere og mindre polariseret tid. Sådanne film bliver dog ikke lavet længere, og det fremstår næsten absurd, når man ser en oscarvinder som Charlize Theron spille lederen af denne forsamling af udødelige krigere eller Chiwetel Ejiofor i en fuldstændig banal birolle. Der er ingen tvivl om, at hun er en dygtig skuespiller, men hun opfører sig som om hun er med i et oscarværdigt drama, i stedet for at have det lidt sjovt med filmens præmis – som for at sige det lige ud, overhovedet ikke holder vand, og er gennemgående fjollet.

Det er alt for selvhøjtideligt, i forhold til hvad der egentlig sker. Derfor er det også nogle gange svært ikke at grine højlydt, når vi i udpenslede flashbacks, ser Andys grotesk voldelige fortid, som tager så lang tid, bliver spillet fuldstændig straight, men som alligevel i sidste ende, kun er med som et meget åbenlyst dramatisk setup. Det største problem med tonen er dog, at manuskriptet ganske enkelt ikke er godt nok, til at have nogen dramatisk tyngde.

Karaktererne i ensemblet er i bedste fald todimensionelle, og den onde britiske forretningsmand, som er ude på at fange dem, er så komisk ond og grisk, at det er svært at holde latteren tilbage. Replikkerne er heller ikke noget at skrive hjem om.

Alt dette kunne dog være blevet reddet af nogle gode actionsekvenser eller i det mindste en interessant visuel stil, men ak og ve, også her bliver man skuffet. Actionen er af den moderne skole, hvor man beskærer for tæt på karaktererne og der bliver klippet alt for hurtigt, så det næsten ikke er til at se koreografien. Vi er også meget langt fra 80’ernes Cinemá du look, hvor æstetikken blev vægtet højere end narrativ, så man skal forvente den store visuelle fortælling.

Der er et eller andet, som virker ekstremt gammeldags ved The Old Guard, jeg ved ikke om det bare er fordi konceptet minder så meget om Highlander, at det er uhensigtsmæssigt selvhøjtideligt, eller om det bare er fordi hele historien virker så isoleret fra resten af verden, den foregår i. Hvis bare filmen havde en smule charme, eller ensemblet bestod af personer, som havde mere end ét karaktertræk, ville det være en ganske underholdende film, som ville kunne fordrive tiden ganske fornøjeligt – men det er det ikke.

Film kan ses på Netflix her.