On the Rocks

Kategori Biografen skrevet af - oktober 01, 2020
On the Rocks

On the Rocks er en film fuld af meget velhavende og pæne mennesker, som ikke behøver at bekymre sig om nogle almindelige hverdagsproblemer, og som bruger så meget tid på at hygge sig, at de i sidste ende bliver fanget inde i deres eget hoved. Kernen i filmen, det store drama om man vil, omhandler en fader-datter relation mellem Felix og Laura, og de stridigheder, der hele tiden ligger lige under overfladen, fordi faderen gennem hele sit liv har været en nærmest stereotyp skørtejæger, både før og efter han blev skilt fra Lauras mor. Det er en stor pille at sluge, når man er en moderne New Yorker-kvinde med to døtre, der gerne vil lære dem at være selvstændige, og også selv vil være det. Men han er hendes far, så derfor bliver hun nødt til at bære over med ham, selvom det kan være svært nogle gange.

Bill Murray er stadigvæk Bill Murray, og filmen her kommer ikke til at ændre på, om hans facon er en du finder tiltagende eller frastødende. Rashida Jones gør også en god figur og smider om sig med et hav af ansigtsudtryk og gestikulationer, der ville få Jim fra The Office til at blive misundelig. Man er i hvert fald aldrig er i tvivl om, at hun er en kvinde fuld af meninger, selvom hun sjældent ytrer dem. Hun blegner dog i samspillet med Bill Murray, fordi han er så meget mere naturlig og autentisk end hende. Det skyldes delvist, at hendes karakter befinder sig i lidt, er jo et følelsesmæssigt hul, hvilket bliver skåret ud i pap til publikum gennem scener, hvor hun ikke kan skrive, men også, at Bill Murray kan få selv den mest mandschauvinistiske dialog til at fremstå spiselig.

Tonalt er det en meget sukkersød film. Det er den type film, hvor alle problemerne er så små og overkommelige, at hvis blot folk talte lidt mere med hinanden, ville der ikke være nogen problemer overhovedet. Gennem hele filmen bliver Laura mere og mere mistænksom omkring hendes mands adfærd, og uden at afsløre for meget, at det mest af alt en MacGuffin.

Selve dramaet er i virkeligheden heler ikke synderligt interessant, fordi det hele leder til en konklusion som er måske ikke antiklimatisk, man i hvert fald ikke vildt tankevækkende. Nej, det interessante ved filmen er i virkeligheden ikke selve værket, som er en meget behagelig omgang, med mennesker som holder af hinanden og hvor ingen rigtigt er decideret onde eller på noget tidspunkt modbydelige, men derimod den samtid filmen bliver produceret i.

Det er interessant at i takt med, at mandschauvinisme bliver mere og mere socialt uacceptabelt og italesat, at Sofia Coppola har lavet en film som den, hvor den ene af hovedkaraktererne er en rigtig gammeldags, old-school mandschauvinist, som er vildt frembrusende og ikke kan lade være med at flirte med alle kvinder han møder på sin vej. Men derudover er der ikke så meget andet at få ud af filmen. Fordi den er så blød og venlig hele tiden, at den aldrig rigtig bliver dramatisk eller i stand til at udtrykket et opsigtsvækkende budskab, men den er også aldrig rigtig morsom, for udover Bill Murrays kvikke bemærkninger, som nok ikke vil falde i god jord hos alle, er der ikke meget at grine af.

Vi er langt væk fra Lost in Translation, for den handlede trods alt om lidt mere end bare overklasseproblemer, så hvis man er fan af den, skal man nok ikke forvente, den helt store nye filmoplevelse fra Sofia Coppola, selvom det er et kærligt gensyn med Bill Murray.


Filmen kan ses i Grand Teatret og andre udvalgte biografer fra d. 2. oktober.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her