Et gribende familiedrama, der snubler i sin non-linære tidslinje

I Pigen uden navn fortæller instruktør Nicolas Keitel historien om Marion. Efter en traumatisk oplevelse som barn, flygter den unge Marion, og da vi møder hende femten år senere, hedder hun Louise og bor i Bruxelles. Her opdager hun, at lillesøsteren Jeanne er blevet sangerinde.

Gensynet med den fortid, hun troede var lagt bag sig, er for voldsom til at håndtere, så i stedet for at fortælle sandheden, tager Louise kontakt under påskud af at være en journalist, der vil skrive et portræt. Selvfølgelig går det ikke fuldstændig efter planen, og det skaber rammen for en anspændt og tankevækkende historie om identitet og bedrag.

Intimt skuespil og fransk melankoli
Præmissen måske genkendelig, men det er præstationen af Diane Rouxel i hovedrollen ikke. Sjældent har et fortvivlet og splittet sind været skildret med så fornem en tilbageholdende præcision. Meget forbliver usagt, og Rouxel bærer filmen på sine skuldre i rollen som Marion/Louise. Hun siger så meget mellem linjerne, og det i scenerne overfor Salome Dewaels som søsteren Jeanne, at filmen virkelig slå gnister.

Når det hele spiler, bevæger vi os elegant mellem familiedrama og psykologisk thriller. I takt med at Louise lærer sin søster at kende, bliver stemningen kun mere og mere knugende, efterhånden som den uundgåelige slutning nærmer sig.

Ambitionerne spænder ben
Når Pigen uden navn alligevel ikke er et mesterværk, skyldes det den narrative struktur, der hæmmer den følelsesmæssige kerne. Keitel har tydeligvis været nervøs for, at dramaet mellem den voksne Louise og hendes søster, ikke var fængende nok, og har derfor valgt at fortælle historien i to parallelle tidsspor. Vi springer konstant mellem historien om fortidens svigt og så til nutidens konsekvenser. Det har helt klart skulle være med til at understrege efterdønningerne af de valg, der blev truffet for år tilbage, men ender med at gøre det hele mere forvirrende end oplysende at følge en unødigt kompleks tidslinje.

Denne tvivlsomme kompleksitet bliver kun fremhævet mod slutningen, da man alligevel har svært ved at forstå den dybere mening med Marions vedvarende bedrag. Vi forstår hende måske intellektuelt, men man bliver aldrig rigtig ramt i hjertet.

Når det så er sagt, er Pigen uden navn en visuelt dragende og eftertænksom oplevelse. Det er masser af stof til eftertanke om, hvordan traumer altid vil følge en, ligesom ambitionerne til at se og mærke i fortællestrukturen. Det lykkes måske ikke helt at nå i mål, og følelsesmæssigt er det lidt noget rod, men det er også en lovende, velspillet og fascinerende debutfilm af Nicolas Keitel, der forhåbentlig er blevet nogle erfaringer rigere og kan lave en mere helstøbt produktion næste gang.