Studentermusical baseret på Sofie Riis Endahls succesroman pixie lever stadig
Pixie danser på tagene om natten
Pixie lever stadig på siderne af Sofie Riis Endahls roman, som i 2021 blev indstillet til Politikens Litteraturpris, men på scenen drukner forestillingen Pixie i forsøget på at gøre gymnasieungdomslivet til en musical.
Jeg er overbevist om, at skralder man musik og sangtekster væk, er der et glimrende teaterstykke gemt i historien om Emma, der er træt af at være den pæne 12-talspige, og i mødet med den nye vennegruppe, der kalder sig selv for disciplene, bliver til den selvcentrerede Pixie.
Jeg fanger mig selv i, at hele min krop flere gange læner sig fremad i stolen i et forsøg på at høre og afkode teksten i endnu en af de mange enslydende sange. Men for det første er der ofte og meget insisterende proppet alt for mange ord ind i hver sætning, så de medvirkende virkelig får brugt deres sangtekniske kunnen til det maksimale, inden de kan få luft igen, og samtidig vælter et monotont og alt for højt beat ind over publikum, der overdøver enhver chance for at blive inkluderet i festen eller forståelsen.
Jeg har hørt, at efterfølgende er der blevet justeret på lydniveauer, så oplevelsen for det publikum, der ser forbi, bliver en anden, men jeg kan nu kun skrive om premieren søndag den 14. september.
Pixie knalder med Dronningen
Der er rigeligt at fortælle og nok at spejle sig i, hvis man selv ikke er så langt fra dengang, man fik studenterhuen på, eller hvis man sidder midt i den virkelighed, som Pixie beskriver. Forestillingen er skrevet af ungdommen til ungdommen, men måske har frygten for, at netop den ungdom skulle begynde at kede sig undervejs, gjort forestillingen en bjørnetjeneste. Ved at hælde alt for meget musik og sang på, tvinger det muligheden og oplevelsen af de små intime og vigtige øjeblikke i knæ, og i det sekund et oprigtigt øjeblik opstår, bliver det kasseret til fordel for den næste misforståede endorfinindsprøjtning.
Pixie drømmer om Jesus
Jeg vil så gerne med længere ind i alle de skrøbelige ungdomssind, men vi bliver konstant holdt på afstand i frygt for, at det går for langsomt.
De medvirkende og instruktionen gør, hvad den og de kan, men det er kun i dialogen imellem sangene, at karakterudviklingerne for alvor opleves, og de pauser er der ikke nok af til, at det bliver til et mere end overfladisk bekendtskab med Pixie, barndomsveninden, og disciplene, som er bedst beskrevet i replikken: ”De ser ud som om, de har fået sig selv galt i halsen.”
Jeg mener på ingen måde dette som en ondskabsfuld bemærkning, men mere som et forsøg på at beskrive, at jeg så gerne ville kende disse karakterer. Men det hele går så unødvendigt hurtigt hele tiden, at man føler, man får den store mundfuld galt i halsen.
Jeg håber virkelig meget på, at der kommer en mulighed for at fortsætte med at komme flere af Sofie Riis Endahls beskrivelser af ungdomslivet på scenen. Måske med den selvstændige fortsættelse “Dronningen vinder altid”, vælger man at skrælle alt den unødvendige candyfloss fra og invitere publikum med ind i, hvad der kan blive en rigtig god ungdomsforestilling.
PIXIE spiller fra 11. september til 04. oktober 2025. Teater V
Varigheden er ca. 2. timer Inkl. pause.
Medvirkende: Line Weien Hoffmann, Mira Andrea Balloli, Nicoline Bonde Wiberg, Philip Lambæk Visholm og Alfred Nordhøj Kann. Instruktion: Pelle Koppel. Manuskript & Sange: Sofie Riis Endahl. Lyddesigner: Philip Meedom. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lysdesigner: Mikkel Magnus Olsen. Kostumier: Nina Helbak. Produktions & Forestillingsleder: Pernille Rosa Bergqvist Thomsen. Musikproduktion: Kristoffer Rahbek. Lysteknik & Afvikling: John Ivar Venned, Sebastian Just. Instruktørassistent: Sofie Riis Endahl. Foto: Daniel Buchwald.
