Et rumeventyr med en mand på dybt vand
I Project Hail Mary møder vi Dr. Ryland Grace (Ryan Gosling), der vågner desorienteret ombord på et rumskib langt væk fra Jorden. Han kan ikke huske, hvem han selv er, eller hvorfor han overhovedet er her, og det bliver da heller ikke bedre, da han hurtigt opdager, at han er den eneste overlevende på skibet.
Langsomt går det op for ham, at han er en forsker og skolelærer, der er sendt afsted på en mission for at opdage, hvorfor Solens energi er ved at svinde ud. Opgaven må siges at være kolossal, for ikke nok med, at han skal opklare et videnskabeligt mysterium, der kan redde menneskeheden, så kæmper han også med isolationen og et ansvar, som han aldrig havde forestillet sig, han skulle bære.
Som The Martian og så alligevel ikke
Lighederne mellem Project Hail Mary og The Martian er mange og åbenlyse. Ikke nok med, at de begge er baseret på bøger af Andy Weir, er begge manuskripter også skrevet af Drew Goddard, ligesom historierne ligeledes følger to ensomme mænd på en mission i det ydre rum. Derfor er det nærliggende og tro, at de er gode på samme måde, men så enkelt er det alligevel ikke, og det hele ligger i eksekveringen.
For hvor The Martian var instrueret af den hyperproduktive og erfarne Ridley Scott, er Project Hail Mary instrueret af Lord & Miller. Duoen har en baggrund primært i komedier, og det kan ses, desværre ikke altid positivt.
Der er ganske enkelt for meget og for forceret komik i Ryan Goslings rumeventyr, der først til slut for alvor finder rytmen. Særligt første akt er lidt for aggressiv i sine bestræbelser på at få folk til at grine. Ikke nok med, at Dr. Grace har lige lovlig meget jord i hovedet, så skriger han som en lille pige, hver gang han bliver forskrækket og falder gentagende gange over sine egne ben, og skulle publikum ikke have fanget komikken, spilles der også humoristisk underlægningsmusik, der starter og stopper i takt med punchlinene.
Alt dette skaber en akavet stemning, fordi det ganske enkelt ikke er sjovt, når man kan mærke usikkerheden, og det dræber enhver begejstring for rejsen. Havde tonen holdt ved, ville det have resulteret i en ulidelig oplevelse. Heldigvis forsvinder desperationen, og i takt med, at vi lærer mere at kende om Grace og hans nye ven Rocky, udvikler det sig til en rigtig rørende oplevelse.
Et umage par og det fantastiske ydre rum
For Ryan Gosling kan faktisk godt være mere end en pauseklovn, når han virkelig prøver. Og ligesom Dr. Grace langsomt finder ud af, hvem han er, bliver vi også taget med på en vidunderlige rejse du i himmelrummet, så snart fremdriften i historien bliver cementeret.
Rejsen gøres også særligt fornøjelig, da Grace møder et rumvæsen, han døber Rocky. Sammen er de et umage par, og når man kombinerer det uventet venskab med de fantastiske billeder af farverige planeter og futuristisk teknologi, bliver man oprigtigt engageret i rejsen.
Project Hail Mary er en lidt ujævn oplevelse, men så snart den virkelig kommer ud af startrampen, viser den sig også som en vedkommende fortælling om menneskelig opfindsomhed, under de mest dramatiske vilkår. Så snart Ryan Gosling holder op med at forsøge at være sjov, men i stedet overgiver sig til rollen som en nørd, der er ude på dybt vand, bliver resten af filmen også virkelig interessant – endda også en smule rørende henimod slutningen. Nogen The Martian bliver det dog aldrig, men mindre kan også gøre det, og jeg vil personligt altid finde det fascinerende at tage med på en opdagelsesrejse i det ydre rum.
