Råplan

Kategori Biografen af - oktober 08, 2026
Råplan

Offer eller gerningsperson?

Christian E.Christiansen er tilbage med en god, barsk, stærkt spillet og tankevækkende fortsættelse, men lidt for tematisk overfyldt og mindre fokuseret end Råzone

For 20 år siden debuterede Christian E. Christiansen med en banebrydende ungdomsfilm. I Råzone blev publikum mødt af en barsk fortælling om fire piger i en københavnsk forstad. Nu kommer fortsættelsen, og selvom mange af problematikkerne er de samme, er der sket meget på 20 år.

Da Christina (Laura Christensen) vender tilbage som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev, bærer hun på en fortid, hun troede var overstået. I klasseværelset møder hun den 16-årige Mathilde (Ella Testa Kusk), der har boet på et bosted siden sin mors død. En konfrontation mellem de to udvikler sig hurtigt til en konflikt, der rækker langt ud over klasselokalet. Mens Mathilde forsøger at holde sammen på et kaotisk liv, bliver Christina samtidig presset tættere på den person, hun selv var som ung.

Foto: Mikkel Jeppesen

Fortiden vender tilbage
I centrum står Mathilde. Hun er konfronterende, grænseoverskridende og til tider direkte svær at holde af, men filmen gør samtidig meget ud af at vise det kaos, hun selv befinder sig i. Hendes hverdag er præget af druk, stoffer og et giftigt forhold til en kontrollerende kæreste, og grænsen mellem Mathilde som offer og gerningsperson bliver derfor konstant udfordret. Her er Ella Testa Kusk filmens helt store fund. Hun formår at gøre Mathilde både provokerende, hård og sårbar, uden at karakteren bliver reduceret til endnu en stereotyp problemteenager. Det er et imponerende gennembrud og et navn, der er værd at huske.

Foto: Gerda Falk

Laura Christensen gør samtidig god brug af den historie, hun allerede har med Christina. Det er interessant at se hende genoptage rollen 20 år senere, nu som den ansvarlige voksne i lokalet. Christina forsøger at hjælpe sine elever og forhindre deres konflikter i at få endnu større konsekvenser, men efterhånden som presset stiger, bliver det tydeligt, at hendes egen ungdom måske ikke ligger helt så langt væk, som hun selv tror.

Det er netop her, forbindelsen til Råzone fungerer bedst. Skolen, sproget og måden, problemerne håndteres på, har ændret sig markant, men menneskene er ikke nødvendigvis blevet så forskellige. Vold skaber ny vold, ydmygelse bliver besvaret med ydmygelse, og både unge og voksne træffer beslutninger, der blot gør situationen værre.

Foto: Gerda Falk

Gamle problemer i nye rammer
Der er sket meget med ungdomslivet og skolen på 20 år. Hvor konflikterne i Råzone i højere grad kunne ende med en samtale på kontoret, eksisterer problemerne i Råplan også uden for skolens vægge. Sociale medier, telefoner og videoer betyder, at chikane og ydmygelser kan følge eleverne videre, længe efter skoledagen er slut. Samtidig forsøger skolen at rumme unge med meget forskellige problemer og behov. Det giver næsten en følelse af, at målet nogle gange bliver at få eleverne igennem skolen, selvom de problemer, de bærer med sig, ikke nødvendigvis kan løses i klasselokalet.

Råplan vil dog meget på én gang. Mobning, vold, sociale medier, udsatte unge, seksualitet, stoffer, alkohol og skolens ansvar bliver alle bragt i spil, og undervejs kan det være svært helt at gennemskue, hvad filmen først og fremmest ønsker at sige. Til gengæld gør den måske netop noget rigtigt ved ikke at tilbyde nogen nem løsning. Der findes ikke én skurk, én voksen med alle svarene eller én samtale på kontoret, der kan få problemerne til at forsvinde.

Råplan er en barsk og til tider frustrerende film, men også en film, der bliver hængende efter rulleteksterne. Den er ikke lige så enkel at aflæse som Råzone, men dens blik på, hvor meget – og hvor lidt – der har ændret sig på 20 år, gør den til en interessant fortsættelse. Og så bliver vi nødt til at holde øje med Ella Testa Kusk. Hun leverer et imponerende gennembrud og er et navn, der er værd at huske.

Skrevet af
Kommentarer er lukket.